Vidne: Jeg var tæt på at blive ramt af vanvidsbilist

27-årig mand kørte vanvittigt og hasarderet hele vejen fra København til Roskilde i stjålet taxi

(Foto: Kenneth Meyer)
(Foto: Kenneth Meyer)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller SMS til 1224(Koster alm. Sms-takst).

Mikkel Hesse rev i rattet for at afværge en mulig katastrofe, da han mandag morgen var sekunder fra at blive ramt af en vanvidsbilist på flugt fra politiet.

- Da jeg kørte mod motorvejen ved Sengeløse, kom jeg rundt i et sving, hvor taxaen kom kørende i modsatte retning. Den var ved at overhale en bil, så den lå ovre i min kørebane og kørte direkte mod mig, fortæller manden, som i sidste øjeblik fik sin bil i ud i rabatten, til Ekstra Bladet.

Manden var på vej på arbejde, da han på tætteste hold blev vidne til en hæsblæsende politijagt.

Se også: Vild politijagt efter taxi

Kendt af politiet
En halv time tidligere havde en 27-årig mand omkring kl 07.35 stjålet en taxa ved Grøndal Station på ydre Frederiksberg, bekræfter Københavns Politi overfor Ekstra Bladet.

- Vi ved endnu ikke, hvordan det var muligt for ham at stjæle taxien. Men taxachaufføren stod tilsyneladende et par meter fra bilen, da den unge mand sætter sig ind. Chaufføren forsøger at forhindre ham i at køre og falder og slår sig lidt undervejs, fortæller den centrale vagtleder ved Københavns Politi Michael Andersen.

Han fortæller desuden, at den unge biltyv er kendt af politiet.

- Han gør sig i berigelse, kan man vist roligt sige.

Som en film
Politiet ved endnu ikke, hvorfor manden kom på at stjæle en taxa en tidlig mandag morgen, men taxachauffør Lars Bo Holgernsen så, hvordan taxien blev snuppet.

- Jeg så en taxa holde i tomgang, og jeg formoder, at chaufføren blot var inde på stationen for at hente en avis. Der kom så en ung karseklippet fyr løbende. Han kastede sin taske ind på bagsædet og hoppede ind på forsædet og fræsede afsted, lyder det.

Den unge taxatyv ræsede af sted mod Rødovre og drejede - nu med flere patruljevogne i hælene - til højre i Glostrup, hvor han fangede motorvejen i forlængelse af Jyllingevej.

Et vidne, der blev overhalet af vanvidsbilisten og de mange politibiler på motorvejen omkring Glostrup, fortæller Ekstra Bladet, at det nærmest virkede 'film-agtigt'.

- Taxaen lå skiftevis og overhalede indenom og udenom de andre biler med en politibiler lige i hælende.

Politijagten fortsatte ud ad motorvejen til afkørslen mod Sengeløse, hvor taxien kørte af og ifølge politiets oplysninger kørte igennem Vasby og Soderup i retning mod Roskilde.

Artiklen fortsætter under billedet...



Taxatyven blev standset på Ny Østergade i Roskilde efter en vild biljagt hele vejen fra København. (Foto: Kenneth Meyer)
Taxatyven blev standset på Ny Østergade i Roskilde efter en vild biljagt hele vejen fra København. (Foto: Kenneth Meyer)


Jagtet af politibiler og motorcykler
Under det hasarderede flugtforsøg ramte manden mindst fire personbiler, indtil han blev standset og anholdt i Roskilde.

Mikkel Hesse, der blev involveret i politijagten i Sengeløse, fortæller:

- Ham, der kørte bag mig, nåede ikke at trække ud, så han var virkelig tæt på at blive ramt. Altså, vi snakker ti centimeter fra at blive ramt.

- Jeg blinkede af ham, fordi han kørte helt vanvittigt. Få sekunder efter kom der en politibil kørende rundt i svinget med udrykning, og efter den kom otte politibiler og motorcykler kørende med fuld fart.

Den 27-årige er ifølge Københavns Politi ikke kommet til skade - på trods af, at taxaen var temmelig bulet, da han endelig blev stoppet på Ny Østergade i Roskilde.

Ifølge Ekstra Bladets mand på stedet er der ved at være ryddet op på stedet, hvor biljagten endte.

Københavnsvej og Ny Østergade var efter dramaet afspærret, men er nu genåbnet, og de to beskadigede politibiler, taxaen og en personbil, der var blevet påkørt er blevet hentet og fjernet af Dansk Autohjælp.

1 af 3 (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 3 (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 3 (Foto: Kenneth Meyer)