Aller nægter politiet adgang til it-udstyr

Politiet kræver adgang til beslaglagt udstyr, men mediekoncernen nægter af hensyn til kildebeskyttelsen

Udbyttet fra politiets ransagning hos Se og Hør synede ikke af meget. Foto: Tariq Mikkel Khan
Udbyttet fra politiets ransagning hos Se og Hør synede ikke af meget. Foto: Tariq Mikkel Khan

Udgiveren af Se og Hør, Aller Media, frygter, at politiet vil tiltvinge sig adgang til personoplysninger om utallige kilder, der i årenes løb har leveret historier til ugebladet. Kilder, der i mange tilfælde har udtalt sig til ugebladet under forudsætning af anonymitet.

Det billede tegner sig efter et retsmøde afholdt tirsdag eftermiddag ved Retten i Glostrup.

Her var Aller Media, der er sigtet som en såkaldt ’juridisk person’ i Se og Hør-sagen, indkaldt, og blandt emnerne på dagsordnen var politiets adgang til informationer fra it-udstyr beslaglagt under en ransagning hos mediekoncernen i sidste måned. Det erfarer Ekstra Bladet.

Beslaglæggelsen hos Aller skete, efter det kom frem, at en såkaldt tys-tys-kilde i årevis havde forsynet Se og Hør med ulovlige oplysninger om kendte og kongeliges kreditkortbrug.

Flere møder på vej

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har Aller protesteret mod beslaglæggelsen, og derfor skal retten nu tage stilling til, om den kan godkendes. Mødet blev afviklet for såkaldt lukkede døre, men politiet bekræfter dog selve afholdelsen over for Ekstra Bladet.

– Jeg kan bekræfte, at der blev afholdt et retsmøde, men vil i øvrigt ikke kommentere formål og indhold. Retsmøder har der undervejs i sagens natur været holdt flere af, og der kommer sikkert andre, da vi jo arbejder efter retsplejelovens regler, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen, som tidligere har pointeret, at Se og Hør-sagen rummer adskillige politifaglige, juridiske og it-mæssige udfordringer.

Ekspert i mediejura Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har svært ved at tro, at politiet som del af efterforskningen mod Se og Hør ønsker at skaffe sig adgang til oplysninger om ugebladets kilder. Men såfremt det er tilfældet, kalder han det ’helt forkert’.

– Forhåbentlig er dommeren i Glostrup opmærksom på problemstillingen og må lave en klar afgrænsning, siger Oluf Jørgensen med henvisning til, at politiets efterforskning er rettet mod tys-tys-kilden og ikke ugebladets kilder i bred forstand.

– Hvis dommeren vurderer, at Se og Hørs kildebeskyttelse kan brydes, skal Aller skynde sig at kære sagen til landsretten, siger Oluf Jørgensen.

Aller Media ønsker ikke at kommentere tirsdagens retsmøde, oplyser koncernens juridiske chef, Søren Vilsen.



Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen