Stoppet af politiet:Gemte 100 gram hash i bh'en

Betjentene i en hundepatrulje på Lolland fik sig noget af en overraskelse, da de forleden stoppede en 22-årig kvinde og hendes tre år ældre kæreste i en bil på Vestre Landevej i Nørreballe mellem Nakskov og Maribo.

Udover at kvinden tilsyneladende var påvirket af stoffer, viste en nærmere undersøgelse, at hun gemte 101 gram hash i sin bh.

Så hun blev omgående sigtet for både kørsel i påvirket tilstand og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Da bh'ens mere ulovlige indhold var åbenbaret, besluttede politifolkene at tage med parret hjem for at ransage deres bopæl i landsbyen Slemminge.

Her fandt de yderligere 117 gram hash, et gram amfetamin og 2,1 gram kokain.

Så nu er begge sigte for ulovlig besiddelse af stoffer, oplyser vicepolitiinspektør Peter Damgård fra lokalpolitiet i Nakskov til Ekstra Bladet.