Ægtepar løsladt for morfin-drab

Et ægtepar er blevet løsladt, selvom de sigtes for at have givet kvindens 82-årige mor en dødelig dosis morfin på plejehjemmet i Charlottenlund

Det formodede morfindrab skete på plejehjemmet Adelaide i Charlottenlund. (Foto: Anton Unger)
Det formodede morfindrab skete på plejehjemmet Adelaide i Charlottenlund. (Foto: Anton Unger)

Retten i Lyngby har netop løsladt det 54-årige ægtepar fra Hellerup, der sigtes for at have dræbt kvindens dødsyge mor i nat med en overdosis morfin på den 82-åriges plejehjem Adelaide i Charlottenlund.

Løsladelsen skete efter et knapt tre timer langt grundlovsforhør bag lukkede døre. Ægteparret blev løsladt klokken 15.42, selvom dommeren mener, at der er en begrundet mistanke om, at de har dræbt den 82-årige.

Dommeren løslod parret grundet 'særlige omstændigheder' og fordi dommeren ikke mener, at ægteparret kan modvirke politiets efterforskning. Det var ellers præcist den begrundelse som både anklager og dommer brugte til at lukke dørene i retten.

Familiemedlemmer, der skal afhøres til sagen, måtte ikke kende ægteparrets forklaringer, lød det fra anklager Bente Schnack - men efter at have hørt forklaringerne mente dommeren altså ikke, at der er nogen 'påvirkningsrisiko'. Selve kendelsen om løsladelse blev også afsagt bag lukkede døre.

Dommeren mente heller ikke, at varetægtsfængsling skulle ske af hensyn til sagens alvor og retsfølelsen.

Se også: Politiet: Ægtepar dræbte mor med morfinsprøjte

Det er meget usædvanligt, at sigtede løslades i en drabssag, når dommeren samtidig slår fast, at der er en 'begrundet mistanke' for drab.

Var dødeligt syg
Ifølge sigtelsen skete drabet ved 01.30-tiden i nat, hvor parret gav den 82-årige en ukendt mængde morfin med en injektionssprøjte.

Den 82-årige var dødeligt syg, erfarer Ekstra Bladet, og parret var blevet tilkaldt af personale på plejehjemmet, som mente, at den 82-årige kun havde kort tid tilbage. Hun var 'terminal-patient', døende, havde en læge vurderet og den 82-årige havde ligget ukontaktbar de seneste par døgn.

Inden dørene blev lukket til grundlovsforhøret oplyste parrets forsvarere, at ægteparret nægter forsæt til manddrab. Dermed afviser de tilsyneladende ikke, at de har givet den 82-årige morfin, men at det ikke skete for at slå hende ihjel.

Se også: Ægtepar anholdt for drab på kvindens mor

Efterforskningschef Henning Svendsen, Nordsjællands politi, siger til Ekstra Bladet, at politiet tager løsladelsen til efterretning, men fortsætter efterforskningen.

- Der er obduktion på tirsdag, og så bliver der taget prøver til retskemi. Så må vi se, hvor meget morfin hun har haft i kroppen, siger Henning Svendsen.

Personale tilkaldte politiet
Det var personalet på plejehjemmet, der i nat tilkaldte politiet, fordi ægteparret låste sig inde med den 82-årige, der havde været ukontaktbar gennem et par døgn.

Da politiet kom, låste ægteparret straks op, men den 82-årige var død. På stedet fandt politiet en injektionssprøjte, erfarer Ekstra Bladet.

Anklager Bente Schnack kærede ikke løsladelsen på stedet, men anklagemyndigheden vil vurdere i pinsen, om løsladelsen skal kæres til Østre Landsret.