Brand i etageejendom i Gellerup

Der er opstået brand i en lejlighed på Bentesvej i Brabrand

På grund af en brand i et etagebyggeri opfordres alle beboere på Bentesvej og på Gudrunsvej 1 til 10 i Aarhus til at lukke døre og vinduer og slukke for eventuel ventilation.

Er der personer, som har indåndet røgen og som følge af dette bliver dårlige, bedes man rette henvendelse til vagtlægen eller søge på skadestuen, lyder det i en beredskabsmeddelse.

Se også: Dom tvinger Gellerup-lejere til at flytte

- Lige nu kan vi ikke sige så meget andet, end at vi kan konstatere, at det brænder. Det er opstået henne i nummer 19 på tredje sal, siger politiets indsatsleder Jens Rønberg til Ekstra Bladets mand på stedet.

Branden har efterfølgende bredt sig og fået fat i taget.

- Det har spredt hen over taget, og brandmændene har så fået ilden standset lige ud for nummer 17, siger indsatslederen.

Ejendommen er tømt, fordi den inden for kort tid skal rives ned. Der forlyder indtil videre ikke om nogen personskade, men folk i området skal passe på med at komme for tæt på den kraftige, sorte røg.

- Har man været udsat for røg og har fået det dårligt, så skal man ringe til lægevagten, siger Jens Rønberg.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke udtale sig om, hvordan branden er opstået.



(Foto: Claus Bonnerup)
(Foto: Claus Bonnerup)


1 af 3 (Foto: Claus Bonnerup)
2 af 3 (Foto: Claus Bonnerup)
3 af 3 (Foto: Claus Bonnerup)