Flere blodspor efter knivdrama i nat

Politiet har anholdt fem personer, men det tyder på, at det er de to ramte, der har stukket hinanden. De har alle givet forklaringer og bliver løsladt lidt over 11 søndag formiddag

Der er blodpletter flere stede ude foran Diskotek Escape i Glostrup, hvor to mænd angiveligt har været i knivkamp. (Foto: Kenneth Meyer)
Der er blodpletter flere stede ude foran Diskotek Escape i Glostrup, hvor to mænd angiveligt har været i knivkamp. (Foto: Kenneth Meyer)

To 25-årige mænd er tidligt søndag morgen blevet bragt til Rigshospitalets Traumecenter, efter at et skænderi udviklede sig til knivstikkeri i Glostrup.

Knivene blev trukket, da en gruppe unge stod foran diskoteket Escape på Hovedvejen, fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Kim Svenningsen.

- Det tyder på, at det er en diskussion, der udvikler sig til knivstikkeri lige uden for diskoteket. Vi har anholdt fire personer for at få klarhed over, hvad der er sket. Men umiddelbart tyder det på, at det er de to, der er kommet til skade, der har stukket hinanden, siger han.

- De to har fægtet med knive i luften i forbindelse med diskussionen, og så stikker de hinanden, fortæller vagtchefen og tilføjer, at begge knivramte skulle være i stabil tilstand.

Politiet fik anmeldelsen klokken 05.07.

Det var gået vildt for sig mellem de to knivkombattanter, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet.

- Da jeg kommer derud, er der spærret af et godt stykke udenom diskoteket. Der var noget blod at se på trappen, der går ned til diskoteket, der ligger under jorden.

- Ude foran, hvor de har været op at slås, er der to steder med blodspor, siger Ekstra Bladets mand på stedet.

Klokken 11 søndag formiddag har Københavns Vestegns Politi endnu ikke fået klarlagt de nærmere omstændigheder omkring skænderiet.

- Vi har afhørt de fem implicerede, men kan endnu ikke sige, hvad der præcist skete, så det bliver det lange seje efterforskningstræk. Vi har ikke planer om fremstillinger i grundlovsforhør, og de anholdte bliver løsladt snarligt, siger vagtchef Peter Grønbech til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Vi forsøger stadig at finde ud af, hvad de tre andre impliceredes rolle var i knivstikkeriet.

1 af 6 (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 6 (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 6 (Foto: Kenneth Meyer)
4 af 6 (Foto: Kenneth Meyer)
5 af 6 (Foto: Kenneth Meyer)
6 af 6 Der er blodpletter flere stede ude foran Diskotek Escape i Glostrup, hvor to mænd angiveligt har været i knivkamp. (Foto: Kenneth Meyer)