Skoleskyder på gymnasium i USA: Mindst to dræbt

Skoleskyder åbnede ild i et omklædningsrum på et gymnasium i Oregon, skriver flere amerikanske aviser

Familier og studerende er rystede, efter endnu et skoleskyderi i USA - denne gang i staten Oregon, hvor to indtil videre har mistet livet. (Foto: AP/Faith Cathcart)
Familier og studerende er rystede, efter endnu et skoleskyderi i USA - denne gang i staten Oregon, hvor to indtil videre har mistet livet. (Foto: AP/Faith Cathcart)

En formodet gerningsmand ved et skyderi på en skole uden for byen Portland i den amerikanske delstat Oregon meldes dræbt, oplyser CNN i en direkte transmission fra stedet. Nyhedsbureauet AP melder om, at yderligere en studerende også har mistet livet.

Tv-stationen oplyste tidligere, at en eller flere personer var blevet såret , og den viste optagelser, hvor en række elever forlod skolebygningen og kom ud til et stort opbud af politi.

Elever fra skolen har på Twitter skrevet, at en lærer blev ramt af skud i et omklædningsrum.

- Skyderiet skete omkring klokken otte om morgenen lokal tid på Reynolds High School i Troutdale uden for Portland, siger en talskvinde for det lokale politi, Sue Strickland.

Specialstyrker fra eliteenheden SWAT blev tilkaldt, og der meldes om, at de kom i skyderi med gerningsmanden.

Skoleskyderiet kom oven på flere lignende sager den seneste måned.

Den 23. maj i år gik en studerende med psykiske problemer, og som var søn af en Hollywoodinstruktør, amok med en pistol på et college i Santa Barbara nord for Los Angeles, og dræbte først seks personer og derefter sig selv.

Den 5. juni dræbte en bevæbnet mand en person og sårede to andre på et college i den nordvestlige by Seattle.

Og søndag gik et par, der muligvis havde forbindelser til en regeringsfjendtlig milits ind på en pizzarestaurant og skød to politimænd, som var det en henrettelse. Derefter skød og dræbte de en anden civil person, hvorefter de dræbte sig selv.

Ifølge den private amerikanske organisation Everytown For Gun Safety har der siden december 2012 været mindst 74 skoleskyderier i USA. Det var 14. december 2012, at en mand gik amok og skød 26 mennesker på skolen Sandy Hook. 20 ofre var børn i alderen 5-6 år.

1 af 3 (Foto: AP/Faith Cathcart)
2 af 3 (Foto: AP/Faith Cathcart)
3 af 3 Familier og studerende er rystede, efter endnu et skoleskyderi i USA - denne gang i staten Oregon, hvor to indtil videre har mistet livet. (Foto: AP/Faith Cathcart)