Kørte ven i døden: To års fængsel for trafikdrab

Tre dage efter sin prøveløsladelse kørte 18-årig sin 20-årige kammerat i døden med både alkohol og kokain i blodet.

Ulykken på Christianshavn var meget voldsom og politiet opfordrede morgentrafikanter og nysgerrige til hurtigt at passere stedet. Foto: Jesper Centervall
Ulykken på Christianshavn var meget voldsom og politiet opfordrede morgentrafikanter og nysgerrige til hurtigt at passere stedet. Foto: Jesper Centervall

Nu 19-årige Mustapha El-Dimassa skal to år i fængsel og frakendes førerretten i otte år, fordi han tre dage efter sin prøveløsladelse forvoldte sin kammerats død i en voldsom bilulykke på Christianshavn.

Ved ulykken kvæstedes også en tredje person i Mustapha El-Dimassas bil. Han blev svært invalideret og ligger i dag i respirator på et genoptræningscenter.

Den nu 19-årige fører af ulykkesbilen har valgt at anke byrettens dom til landsretten. Bortset fra spiritus- og narkokørsel, som han har erkendt i forbindelse med tragedien, ønsker han frifindelse for de tungeste anklager.

Den 29. juni i fjor havde han og to venner, der alle kommer fra Tingbjerg/Brønshøj-området, været på bytur i København.

De tre kammerater valgte at afslutte turen på Christiania, men da de tidligt om morgenen var på vej gennem den indre by, påkørte El-Dimassa med sin lille Peugeot ganske let en Mercedes, og valgte at flygte fra stedet.

Mercedes-føreren satte imidlertid efter, og selv om parterne er uenige om, hvorvidt der var tale om en egentlig biljagt, kom El-Dimassas bil i hvert fald op på mellem 85 og 98 km/t på Knippelsbro, hvor hastighedsbegrænsningen er 50 km/t. Her mistede den 19-årige herredømmet over bilen, der kom i slinger og hamrede ind i en lysmast i Torvegade.

Se også: Vennerne mindes dødsoffer

Begge hans passagerer blev slynget ud på gaden i ulykkesøjeblikket. Den ene, 20-årige Yasin Ünlü, blev dræbt på stedet, mens medpassageren blev så alvorligt kvæstet, at han næppe kan genvinde førlighed af betydning.

Mustapha El-Dimassa fik også betydelige skader bl.a. i form af en punkteret lunge og flere brækkede ribben.

Han erklærede i retten, at han er nu helt og aldeles færdig med at køre sprit -og narkokørsel, at at han dybt beklager de konsekvenser ulykken har fået for hans venner.

- Men dommen er alt for mild. Hvis man kan sidde og sniffe kokain, før man kører bil, må man også tage straffen for det, siger dødsofrets søster, Sömeyye Ünlü.

Ud over fængselsstraffen og frakendelsen af førerretten skal den 19-årige også betale 50.000 kroner i erstatning til Yasin Ünlüs familie. Et noget større erstatningskrav ventes fra hans stærkt invaliderede ven, men det tager retten først stilling til senere.

1 af 2 Vennerne mindedes Yasin Ünlü ved at lægge blomster på ulykkesstedet. Foto: Rumle Skafte
2 af 2 Ulykken på Christianshavn var meget voldsom og politiet opfordrede morgentrafikanter og nysgerrige til hurtigt at passere stedet. Foto: Jesper Centervall