Politiaktion i gang mod bandemiljøet

Københavns Vestegns Politi har gennemført en aktion mod bandemiljøet i Bagsværd-området

Ved du noget om sagen? Har du billeder fra aktionen? Tip os på e-mail 1224@eb.dk eller sms/mms 1224 (alm. takst).

En række bandefolk fik en brat opvågning her til morgen, hvor Københavns Vestegns Politi netop har indledt en aktion mod bandemiljøet i Bagsværd-området. Det oplyser politiet.

- Vores aktion handler om narko og er et led i de sjællandske politikredses samlede indsats mod rocker- og bandemiljøet, siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen.

Han fortæller, at der ligger en længerevarende efterforskning forud for aktionen. Efterforskningen er foregået i samarbejde med Københavns Politi og Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter (NEC).

Bent Isager-Nielsen fortæller, at aktionen startede ved 7-tiden og stadig er i gang. De har slået til mod 10 adresser, der er relateret til rockergruppen Satudarah.

På nuværende tidspunkt er én person med relation til Satudarah blevet anholdt.

Politiet fortæller, at de aktuelt har foretaget indtrængning i rockergruppen Satudarahs klubhus på Laurentsvej i Bagsværd og ni andre steder i Værebro-området relateret til gruppen.

Ekstra Bladets mand er til stede ved Satudarahs klubhus på Laurentsvej i Bagsværd.

- Jeg kan se et par hundevogne, et par civile politibiler og en gruppevogn. De går stille og roligt rundt og kigger på huset, fortæller han.

Dagens aktions koncentrerer sig om narko.

- Vi har gennem længere tid kørt en narkoefterforskning mod enkelte personer, som vi mistænker for handel af hash, kokain og amfetamin, siger vicepolitiinspektør Carsten Jansson, der oplyser, at politiet ved ransagning af adresser relateret til Satudarah indtil videre har fundet en skarpladt pistol.

1 af 2 Foto: Kenneth Meyer
2 af 2 Politiet har ransaget hos Satudarah på Laurentsvej. Foto: Kenneth Meyer