Bil brød i brand: Kvinde dræbt i trafikulykke

To biler er stødt sammen i en voldsom trafikulykke. En kvindelig bilist er dræbt

Kender du noget til sagen? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

En kvindelig bilist blev fredag aften dræbt på stedet, da hun kolliderede med en anden bil i et kryds ved Tappernøje på Sydsjælland, oplyser politiet til Ekstra Bladet.

Kvinden, der kørte alene i sin bil, kom ud fra en sidevej og overholdt ikke sin ubetingede vigepligt. Hun blev ramt af en bil, der kom kørende på Hovedvejen.

- Kvinden kører frem for ubetinget vigepligt, og der sker en voldsom kollision. Hun bliver slynget ud af bilen og er død på stedet. Bilen bryder i brand, siger vagtchef Anders Mikkelsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Føreren af den anden bil, en mand, slap fra ulykken uden alvorlige skader.

Det forlød fredag aften, at kvinden havde sin datter med i bilen. Det var dog ikke tilfældet, fortæller vagtchefen.

Alle pårørende er endnu ikke underrettet.