Ny bombe i Se og Hør-sagen: PET kendte til overvågning

PET blev i 2011 informeret om, at Se og Hør havde købt kreditkortoplysninger. Det bekræfter justitsminister Karen Hækkerup overfor tv2.dk

PET viste allerede i 2011, at Se & Hør benyttede sig af tvivlsomme metoder. (Foto: Polfoto)
PET viste allerede i 2011, at Se & Hør benyttede sig af tvivlsomme metoder. (Foto: Polfoto)

Sagen om Se og Hørs overvågning af kendtes brug af kreditkort er langt fra afsluttet. Den tidligere journalist på bladet Ken B. Rasmussen startede hele balladen, da han udgav sin auto-fiktive bog 'Livet, Det Forbandede', hvilket indtil videre har ført til sigtelser mod to tidligere journalister og tre tidligere chefredaktører på det kulørte ugeblad.

Nu er der kommet helt nye oplysninger frem om. Oplysninger, der viser, at PET allerede i 2011 havde mulighed for at stoppe Se og Hørs systematiske overvågning. Det skriver tv2.dk.

Justitsminister Karen Hækkerup bekræfter oplysningerne til TV 2 News:

- Det er korrekt, at der var en henvendelse til PET tilbage i 2011. Og det førte til, at der var et møde, hvor de fik nogle oplysninger. Men de oplysninger vurderede de ikke gav anledning til, at man gik videre med sagen, siger hun til tv-stationen.

Se også: Kendisser raser over nye afsløringer i Se og Hør-sagen

Karen Hækkerup ærgrer sig over, at der ikke blev grebet, da man havde muligheden, men kommer ikke med kritik af efterretningstjenesten.

- Man kan jo i dag synes, at det var pokkers ærgerligt, at man traf en vurdering, som måske kunne have ført til, at man kunne have opklaret det her noget hurtigere. Men det var ikke desto mindre den vurdering, som PET nåede frem til, siger hun videre.

Utallige retspolitiske ordfører har i kølvandet på de nye oplysninger krævet et svar på, om PET havde mulighed for at stoppe den systematiske overvågning dengang.