Maskemand røver grill med lang spejderkniv

En ung medarbejder blev truet med en 20-25 centimeter lang kniv af røver i Hjallerup

En maskeret mand røvede lørdag aften en grill i Nordjylland, da han truede ekspedienten med en lang kniv.

Gerningsmanden, der var iført en gul maske med huller til øjne, næse og mund, gik omkring klokken 20.30 ind i Grill Caféen på Østergade i Hjallerup og sagde, at det var et røveri.

En ung pige var på arbejde, og det endte med, at røveren selv gik i kassen for at tage dagens omsætning, siger vagtchef Michael Hæstrup Jensen fra Nordjyllands Politi. Han vil ikke oplyse det stjålne beløb.

Manden forsvandt herefter fra stedet med pengene og spejderkniven, der beskrives som 20-25 centimeter lang.