46-årig anholdt: Ville sætte ild til ekskonens hus

Politiet har anholdt eksmand, der stank af benzin

En 46-årig mand er anholdt, efter at han ifølge politiet forsøgte at sætte ild til sin ekskones hus i Herborg ved Ringkøbing tirsdag aften.

Klokken 22.11 antændte en mand ifølge øjenvidner en plæneklipper, der stod ved et skur på kvindens adresse.

- Branden blev hurtigt slukket af nogle vidner, men det er en alvorlig sag. Det kunne være gået rigtig galt, siger vagtchef Peder Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi og tilføjer, at kvinden var hjemme på gerningstidspunktet.

Han oplyser, at et vidne havde set eksmanden stikke af fra stedet. Manden vendte dog kort efter tilbage.

- Han vender tilbage og er lidt oppe at køre. Han lugter af benzin, og vi vælger at anholde ham, siger vagtchef Peder Christensen til Ekstra Bladet.

Ingen kom til skade i forbindelse med branden. Den anholdte, der endnu ikke er blevet afhørt, vil blive sigtet for brandstiftelse.