Frifundet HA-rocker nu idømt 14 år

I Randers ret gik han fri, men nu er præsidenten for Hells Angels i Randers dømt i kæmpe narkosag i landsretten

Præsidenten for Hells Angels i Randers blev i dag idømt 14 års fængsel i Vestre Landsret. Han var ellers blevet frifundet i byretten. (Foto: Thomas Borberg)
Præsidenten for Hells Angels i Randers blev i dag idømt 14 års fængsel i Vestre Landsret. Han var ellers blevet frifundet i byretten. (Foto: Thomas Borberg)

For et år siden var der jubel blandt Hells Angels-rockerne i retten i Randers, da præsidenten for HA i Randers, Thomas Kjærsgaard Boel, 39, blev frifundet i en kæmpe narkosag. Han blev omgående løsladt.

I dag var der ingen glæde hos rockerne i Vestre Landsret i Viborg, som kom til det stik modsatte resultat.

Landsretten kendte Thomas Kjærsgaard Boel skyldig besiddelse og salg af cirka 50 kilo amfetamin og idømte ham 14 års fængsel.

Glæde var der imidlertid hos Østjyllands politi: - Vi er tilfredse med, at vi har fået dømt en af hovedfigurerne for den organiserede kriminalitet i Østjylland, siger vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til Ekstra Bladet.

I oktober 2012 ransagede politiet en lagerhal på Møllevangsvej i Haslund ved randers Randers, hvor der blev fundet 42,5 kilo amfetamin, 1.280 ml. opløst amfetamin og cirka 28 kilo hash. Der blev også fundet udstyr til opblanding af stof, vakumpakker og tønder, hvor stoffet blev opbevaret.

Kronvidne fik lort i cellen
Lejeren af lagerhallen er tidligere idømt otte års fængsel. Han fik en kraftig rabat i straffen, fordi han tilstod og samarbejdede med politiet.

Den 43-årige var tilknyttet Hells Angels i Randers og malede og reparerede rockernes motorcykler. Den dømte har tidligere forklaret, at han fik amfetaminen fra Thomas Kjæsgaard Boel, som han også hjalp med at blande amfetamin til gadesalg. Thomas Kjærsgaard Boel har været medlem af HA i cirka 10 år.

Den 43-årige har kendt Thomas Kjærsgaard Boel siden teenageårene og vidnet frygter nu for repressalier mod sig selv og familien, fordi han har 'stukket' sin tidligere ven. Den 43-årige blev afhørt bag lukkede døre i Vestre Landsret under store sikkerhedsforanstaltninger.

Frygten for hævn bestyrkes af, at den 43-årige i sidste uge vågnede op i sin celle, hvor der placeret en stor bunke menneskelort inden han skulle vidne i landsretten. Han havde også af medindsatte fået besked på 'at tænke sig om'.

Bar altid handsker
Politiet fandt ingen tekniske spor efter Thomas Kjærsgaard Boel i lagerhallen, hvor han altid bar handsker. Ved Vestre Landsret var HA-præsidenten tiltalt for op til fundet af de godt 42 kilo amfetamin, at have solgt mindst 10 kilo amfetamin fra lageret til en større personkreds.

Retten i Randers sagde ved dommen i juni sidste år, at der ikke var fornødne beviser til at støtte vidnets forklaring om, at HA-præsidenten var involveret i narkohandlen. Thomas Kjærsgaard Boel fik blot en bøde på 10.000 kr. for besiddelse af lidt amfetamin til eget brug og besiddelse af 12 krystantemumbomber.

I Randers ret blev HA´eren Peter Linius, 38, idømt et år og tre måneders fængsel for cirka 28 kilo hash. Den dom stadfæstede Vestre Landsret i dag. Politiet havde en videooptagelse, hvor man ser Peter Linius flytte en kasse med hashen fra sin bil til 'lagermandens' bil, og kassen blev fundet på lageret ved ransagningen. De 28 kilo hash var vakumpakket i 284 plader.

Skjult i Weber-grill
De godt 42 kilo amfetamin var skjult i et blandt andet en støvsuger, en Weber-grill og et stålskab. Der blev også fundet 100.000 Rohypnol-tabletter, 18 kilo, som nye beviser i form af rumaflytning af en bil knyttede Thomas Kjærsgaard Boel til.

Dommen på 14 års fængsel var, hvad senioranklager Dorte Sørensen påstod i landsretten, mens forsvarer Troels Lind Pedersen forlangte frifindelse som i underretten.