Abbas kræver israelsk fordømmelse af palæstinenser-drab

Den palæstinensiske præsident kræver, at Israel fordømmer angiveligt drab på 16-årig palæstinenser

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, kræver, at Israel fordømmer bortførelsen og et angiveligt drab på en palæstinensisk teenager fra det østlige Jerusalem.

Hændelsen mistænkes for at være et hævnangreb på drabet af tre israelske teenagere, der blev fundet døde i mandags.

- Palæstinas præsident, Mahmoud Abbas, forlanger, at den israelske premierminister Benjamin Netanyahu fordømmer bortførelsen og drabet på den palæstinensiske teenager, lige som vi fordømte bortførelsen af de tre israelere, lyder det i en erklæring fra præsidenten.

Israelsk politi har bekræftet, at man har fundet et lig i en skov i det vestlige Jerusalem. Men politiet har endnu ikke formelt sagt, at liget er den 16-årige dreng, der ifølge sin familie forsvandt før daggry onsdag morgen.

Palæstinensiske øjenvidner fortalte tidligere onsdag, at de så den unge palæstinenser blive tvunget ind i en bil uden for et supermarked i Shoafat-bydelen i Jerusalem.

Israelsk politi fik en anmeldelse om, at en teenager var blevet "trukket ind i en bil og muligvis bortført", sagde polititalsmand Micky Rosenfeld. Der blev sat vejspærringer op for at finde gerningsmændene.

I mandags fandt israelske sikkerhedsstyrker ligene af tre israelske teenagere ikke langt fra, hvor de blev bortført i nærheden af Hebron på Vestbredden den 12. juni.

I Jerusalem kan de stadig stigende spændinger mærkes, og onsdag er der udbrudt uroligheder i dele af Jerusalem, hvor hundredvis af maskerede palæstinensere kaster med sten mod israelsk politi.