Ung danskers forældre i New York: Det er et mareridt

Forældrene til den unge sexsigtede dansker gennemlever et mareridt i det amerikanske retsvæsen

RIKERS ISLAND, NEW YORK, USA (Ekstra Bladet): - Er han i live?

Sådan spørger Gitte som det allerførste ned i telefonrøret, den amerikanske kvinde, der befinder sig i den anden ende sidste søndag. Forud er gået to dage uden kontakt til sin søn og med bekymringer over, hvad der er sket med ham og ikke mindst, hvor han befinder sig,

Kvinden, som svarer på spørgsmålet, er leder på den skole, hvor sønnen har været i praktik som pædagog i Midtown Manhattan siden februar.

Flyttet til berygtet  fængsels-ø

- Jeg tænker slet ikke. Alt står bare stille, da hun endelig oplyser, at han er blevet arresteret. Jeg fryser bare, fortæller Gitte til Ekstra Bladet, da vi møder hende og ekskonen – sønnens stedmor Marianne – søndag på parkeringspladsen foran det fængsel, hvor den 22-årige pædagogstuderende nu er blevet overflyttet til.

Uden hverken hans forsvarers eller familiens vidne blev han allerede fredag flyttet fra fængslet på Manhattan til Rikers Island. Fængselsøen ud for Queens, hvor 14.000 kriminelle sidder fordelt i 9 forskellige fængsler.

Man kan kun komme hertil med en bus og sikkerheden for de ca. 1500 daglige besøgende er restriktiv. Alt bliver undersøgt og scannet og alle personlige ejendele efterlades i bokse udenfor. Kun få ting må de pårørende have med ind til fangerne.

T-shirt afvist pga. gangsterfarver

- Da vi kom for at aflevere rene t-shirts blev de afvist, fordi de var blå. Det var gangsterfarver. Da vi kom med en hvid, blev den afvist, fordi der var krave på. (Den kan misbruges som falsk uniform, red.) Siden anholdelsen har han været tvunget til at have de samme engangs-kontaktlinser på, fordi vi ikke har kunnet overbringe ham hans briller, forklarer de berørte forældre, der pt er i New York på ubestemt tid, til der kommer mere afklaring på deres søns usikre fremtid.

- Det er simpelthen et mareridt. Og så mere end det. Det er frygteligt. Vi troede, vi kunne komme herover og bare skulle have ham hurtigt hjem igen, men det her er en kamp. Det bliver vores kamp. Mødet med det amerikanske fængselsvæsen og retssystem er grotest, fortæller Marianne.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra den amerikanske anklager, men det har endnu ikke været muligt.

Se de bekymrede forældre fortælle om, hvad baggrunden for sagen er og, hvordan den 22-årige er blevet truet i fængslet i tv-indslaget ovenfor.