90-årig til indbrudstyv: Stå ret og tøm lommerne

En indbrudstyv fik sig noget af en overraskelse, da han forsøgte sig med et indbrud i Svinninge

En 90-årig ældre dame reagerede  straks, da hun overraskede en indbrudstyv i sit hjem. (Arkivfoto: Polfoto)
En 90-årig ældre dame reagerede straks, da hun overraskede en indbrudstyv i sit hjem. (Arkivfoto: Polfoto)

- Stå stille og tøm lommerne.

Sådan lød ordren fra en 90-årig kvinde i Svinninge i Nordvestsjælland, da hun overraskede en tyv med fingrene dybt begravet i hendes smykkeskrin i soveværelset.

Manden gjorde pænt som kvinde sagde. Men kunne kun fremvise egen pengepung og mobiltelefon, fordi han aldrig nåede at stjæle noget. Den aldrende kvinde bor i Bjerregården i Svindinge. Hun var ude i haven, da tyven skaffede sig adgang til hendes hjem. Formentlig gennem en åbentstående dør.

Og da hun skulle hente noget i sit soveværelse, tog hun tyven på fersk gerning.

Desværre rettede den yngre mand sig ikke efter kvinden, da hun til sidst også bad ham blive stående, mens hun ringede efter politiet. I stedet gav han hende en turistbrochure, inden han forlod stedet.

- Kvinden var naturligvis chokeret over, at der pludselig stod en fremmede i hendes soveværelse. Alligevel havde hun overskud og handlekraft til at sætte sig til modværge rent verbalt. Det er sejt gjort af en person i den alder, siger pressemedarbejder ved Midt og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregård,til Ekstra Bladet.

Han tilføjer, at tyven under besøget hos den gamle dame forholdt sig fuldkommen tavs. - Derfor ved vi ikke, om han er dansker, siger Martin Bjerregård.