To mænd anholdt efter brand i Brøndby

En 22-årig og en 34-årig fra Brøndby bliver sigtet for brandstiftelse

(Video: LocalEyes)

Københavns Vestegns Politi har anholdt to mænd, som sættes i forbindelse med en voldsom villabrand i Brøndby natten til søndag. Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Se mere video på localeyes.dk

De to anholdte er en 22-årig og en 34-årig fra Brøndby. De sigtes for brandstiftelse.

(Foto: Vestbrand.dk) 112 - 20. jul. 2014 - kl. 12:44 Naboer: Det gik lynhurtigt  

Branden i villaen udviklede sig eksplosivt og lagde huset i ruiner. Ved brandtekniske undersøgelser mandag blev der fundet en død mand på brandtomten.

Den afdøde er identificeret som en 45-årig mand fra Herlev. Hans lig vil blive obduceret i løbet af tirsdag. Familien er underrettet.

- Vi mistænker, at huset skulle brændes ned for at besvige forsikringen, siger vicepolitiinspektør Charlotte Skovby.

(Foto: Bjørn Nielsen / alarm112danmark.dk) 112 - 20. jul. 2014 - kl. 08:27 Villa jævnet med jorden i eksplosion  

Hun ønsker på nuværende tidspunkt ikke at kommentere på, hvorfor den 45-årige afdøde mand befandt sig i huset.

Tidligere har Charlotte Skovby dog oplyst, at manden ikke boede i huset, og at husets beboere ikke viste, at der var en mand i deres hjem.

Husets beboere var ikke hjemme, da branden brød ud. De var på besøg et andet sted sammen med deres hund.

Branden var så voldsom, at man en overgang overvejede at evakuere naboerne, men det lykkedes at begrænse ilden til villaen, som det ikke lykkedes at redde.

Københavns Vestegns Politi har identificeret en tredje mistænkt, som løb fra området efter branden. Der er tale om en 18-årig mand, som har pådraget sig brandskader og nu eftersøges.

- Vi ved, hvem han er, og jeg opfordrer ham til at henvende sig og forklare sig, siger Charlotte Skovby og oplyser til Ekstra Bladet, at politiet er i besiddelse af et billede af den 18-årige, som vil blive offentliggjort, hvis ikke han selv melder sig.

De to anholdte blev pågrebet mandag aften og fremstilles i grundlovsforhør tirsdag formiddag med begæring om varetægtsfængsling for lukkede døre. Vicepolitiinspektøren ønsker ikke at frigive flere detaljer før retsmødet.