Blandede sig i skænderi: Snittet med kniv

En 25-årig mand er anholdt for at snitte en jævnaldrende mand med kniv på Københavns Hovedbanegård

En yngre mand blev natten til lørdag snittet med en kniv på kinden og kæben, da han påtalte et skænderi mellem et kærestepar på banegårdspladsen ved Københavns Hovedbanegård.

- Gerningsmanden og kæresten kommer gående, og de skændes. Gerningsmanden er højtråbende over for kæresten, og den forurettede siger, at han skal slappe lidt af, fortæller Københavns Politis centrale efterforskningsleder Kristian Aaskov.

- Så trækker gerningsmanden en kniv og snitter ham i ansigtet på kinden og på kæben. Han får et otte til 10 centimeter langt snit, fortsætter han.

Den yngre mand blev bragt til Rigshospitalet. Han er i stabil tilstand

Kæresteparret forsvandt fra stedet, men mange vidner så episoden, der fandt sted kort efter klokken 3.30. Politiet fandt den 25-årige mand og kæresten på Tietgensbroen få minutter senere. Efterforskningslederen forventer, at manden bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag.

- Vi har fundet en kniv i nærområdet, og vi skal se, om det er den, der er blevet brugt, fortæller Kristian Aaskov.