Kamillas datter får den triste besked i dag

- Vi venter lige på den endelige bekræftelse fra politiet, oplyser familiemedlem til Ekstra Bladet

Ekstra Bladets Karsten Gøttler interviewer her Hans Roost, vicepolitiinspektør i Padborg, omkring fundet af Kamilla Hantuschs lig ved Kliplev-afkørslen. (Video: Anita Graversen)

I løbet af torsdag formiddag vil den dræbte Kamilla Hantusch' lille seks-årige datter få en tragisk besked, der vil præge hende resten af livet:

- Din mor er død og kommer ikke tilbage.

Et nært familiemedlem til den dræbte alene-mor siger til Ekstra Bladet, at datteren endnu ikke har fået den hjerteskærende besked.

- Vi vil lige vente til politiet helt endeligt har bekræftet, at Kamilla er død. Det sker her torsdag formiddag. Vi er alle dybt, dybt påvirkede af situationen, siger familiemedlemmet, som ikke har overskud til at stå frem i medierne for øjeblikket.

Ekstra Bladet er dog fuldt ud bekendt med familiemedlemmets identitet.

Foto: Anders Brohus 112 - 31. jul. 2014 - kl. 08:53 Kamilla obduceres i dag  

Tæskede Kamilla
Ifølge familiemedlemmet har der været store problemer mellem Kamilla og hendes nu anholdte eks-kæreste gennem de senere måneder.

- For tre måneder siden tæskede han hende. Det var mens han stadig boede sammen med Kamilla på Teglgårdsvej. Jeg har først nu fået det at vide. Ingen har villet fortælle mig det. For så havde jeg gennembanket kæresten, siger det nærtstående medlem af familien Hantusch til Ekstra Bladet.

Kommunikations-medarbejder Helle Lundberg ønsker ikke at kommentere Ekstra Bladets oplysning af hensyn til efterforskningen.

112 - 31. jul. 2014 - kl. 04:18 TV: Kamillas eks-kæreste anholdt for drab  

Den seksårige datter befinder sig fortsat på et hemmeligt sted sammen med sin mormor. Søsteren Karina er rejst til det hemmelige sted for at støtte sin mor og lille niece.

- Jeg ved ikke, hvornår de vender hjem til Padborg igen, siger familiemedlemmet.

Mister både mor og far
Den 24-årige anholdte ekskæreste er far til den seks-årige datter. Det er uvist, hvordan han stiller sig til drabssigtelsen.

Hvis han til sin tid bliver dømt, vil den lille pige reelt have mistet både sin mor og far.

Kamilla Hantusch forsvandt den 19. juli og liget af hende blev fundet i går ved motorvejen ved Kliplev nord for Padborg.