Dommer fyrer tolk i drabssag

Tolkning i drabssag skabte så meget forvirring, at dommeren bestemte, at der skal en ny tolk på sagen

Retsformand Kirsten Linde har torsdag ved Retten i Næstved sat en tolk fra bestillingen i en sag om manddrab.

Det drejer sig om et drab begået i Ruds Vedby i Vestsjælland sidste år. Her blev 54-årige Jovan Nika skudt og dræbt i sit hjem af en bekendt.

Nikas søn var vidne til drabet, og han blev torsdag afhørt i sagen. Han taler roma, og blev derfor afhørt gennem en tolk.

Det var klart for enhver i retslokalet, at tolkningen ikke fungerede optimalt. Fra tilhørerrækkerne råbte et familiemedlem på et tidspunkt op. Det fik retsformand Kirsten Linde til at kræve ro.

Kort efter blev retsmødet afbrudt. Den tiltalte JB sad i et tilstødende lokale og fulgte med over en højttaler. Også han var utilfreds med tolkningen.

- Min klient oplever, at der bliver diskuteret mellem vidnet og tolken, og at tolken lægger ordene i munden på vidnet, fortæller JB's advokat, Jesper Storm Thygesen.

Advokat Anders Rohde er bistandsadvokat for sønnen. Også han kunne efter pausen bemærke, at den var gal med tolkningen.

- Jeg er blevet kontaktet af flere familiemedlemmer, som taler flydende sigøjnisk, og de har blandt andet bemærket, at svigersøn blev oversat med svoger, fortæller Anders Rohde.

Kritikken fik Kirsten Linde til endnu engang at hæve retten, og efter en kort pause, hvor hun drøftede problemet med sin kolleger, blev roma-tolken vejet og fundet for let.

- Vi er enige om, at vi er nødt til at finde en ny tolk.

Den udmelding vakte dog bekymring hos anklager Susanne Bluhm.

- Der er kun fire roma-tolke i Danmark, så det kan blive svært at finde en anden, lød det fra anklageren.

Der ventes at falde dom i sagen den 28. august, hvis ellers problemet med at fremskaffe en roma-tolk bliver løst.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen