Voldtægtsforbryder kæmper for at blive i Danmark

Rumæneren Adrian Tudose risikerer at skulle afsone resten af sin straf i Rumænien

Adrian Tudose er dømt for en meget grov voldtægt i Aarhus i 2008. (Modelfoto)
Adrian Tudose er dømt for en meget grov voldtægt i Aarhus i 2008. (Modelfoto)

Den 32-årige rumæner Adrian Tudose kæmpede i dag i retten i Aarhus for at undgå afsoning i sit hjemland.

Den dømte voldtægtsforbryder havde håbet at kunne afgive forklaring, da han frygter forholdene i de rumænske fængsler, men dommer Joy Winter besluttede at udsætte sagen, indtil der er indhentet yderligere svar og bilag fra justitsministeriet og udlændingestyrelsen.

Adrian Tudose havde hænderne fikseret i et mavebælte, da han sammen med tre fængselsbetjente ankom til retten i Aarhus.

Han blev i 2009 idømt forvaring på ubestemt tid og efterfølgende permanent udvisning af Danmark efter en meget grov voldtægt i Aarhus i maj 2008.

En forårsnat fulgte Adrian Tudose efter sit 28-årige offer, som han ved Riisskovstien nær bydelen Trøjborg overfaldt og tvang til sex med kniven for offerets strube, inden hun mirakuløst slap væk.

Overfaldt anden kvinde samme aften
Den 28-årige kvinde var ikke det eneste offer, Tudose havde udset sig denne nat. Han forfulgte også en 20-årig kvinde gennem længere tid, men da han overfaldt hende nær en Statoil-tank i det nordlige Aarhus, lykkedes det hende at råbe så meget op, at en forbipasserende lagde sig i mellem og stoppede den brutale voldtægtsmand.

Adrian Tudose har levet en omflakket tilværelse i forskellige europæiske byer, haft minimal skolegang og boet på gaden i Danmark, hvor han bl.a. levede af at stjæle.

Efter voldtægten flygtede den kronragede og tatoverede gerningsmand sydpå, hvor tysk politi kort efter anholdt ham i et nattog.

Adrian Tudose betegnes i retslægerådets erklæring som ’umoden, karakterafvigende, lystløgner og ude af stand til at føle skyld,’ men der konkluderes samtidigt, at han er normalt begavet.

Retslægerådet har vurderet, at den eneste mulige straf, der kan forhindre den 27-årige rumæner i at fortsætte sine kriminelle handlinger, er forvaring på ubestemt tid.

Under sin afsoning i Statsfængslet Østjylland har Adrian Tudose ikke spildt tiden.

Sidste år indledte han et forhold til en ung kvindelig fængselsbetjent.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var det angiveligt fængselsbetjenten, der selv gjorde sin arbejdsgiver opmærksom på det prekære forhold. Hermed fulgte en automatisk bortvisning fra fængslet, og efterfølgende blev hun også politianmeldt.

Adrian Tudose og den nu tidligere fængselsbetjent er siden blevet gift.

Hun var også tilstede i retten, men hun ønskede ikke at udtale sig til Ekstra Bladet.

- Jeg kan slet ikke se, hvad I laver her, svarede hun kort.

Dommer Joy Winter forventer, at sagen genoptages hurtigt, når de relevante bilag er sendt til sagens parter.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere