Brunstig betjent dømt igen for tungekys med køreskoleelev

Politimand får stadfæstet dom for at kysse 24-årige kvinde mod hendes vilje og love hende at bestå køreprøven

En 52-årig politimand lovede en 24-årig kvinde at bestå køreprøven 'uanset hvad' (Arkivfoto: Ekstra Bladet).
En 52-årig politimand lovede en 24-årig kvinde at bestå køreprøven 'uanset hvad' (Arkivfoto: Ekstra Bladet).

I dag stadfæstede Østre Landsret byrettens dom om, at en 52-årige politibetjent gik over stregen, da en 24-årig kvinde skulle generhverve kørekortet.

Manden blev idømt 40 dage ubetinget fængsel for at blufærdighedskrænke kvinden og for at misbrugt sin stilling som politimand. Han skulle angiveligt have kysset kvinden på en politistation mod hendes vilje og senere hen lovet hende, at hun ville bestå køreprøven. Ud over en tur i spjældet skal han også betale 10.000 kroner i erstatning til kvinden.

Den dømte politimand, som har været suspenderet siden januar og står til at miste sit job, var fattet efter dommen.

- Det er hårde odds for mig, sagde han til Ekstra Bladet, inden han forlod retsbygningen.

Han er cirka 190 centimeter høj, har kort gråt hår og havde et mørkegråt jakkesæt på og en blå skjorte under. Under retsmødet sad han roligt og fulgte interesseret med.

Se også: Brunstig betjent tiltalt: Sådan består du køreprøven

Anklager Lasse Biehl var tilfreds, efter Østre Landsrets stadfæstelse af dommen fra byretten.

- Jeg er tilfreds med resultatet i dag. Det er jo en trist sag, hvor en politimand bliver straffet. Omvendt er det den rigtige dom. Heldigvis sætter det fokus på, at der ikke er mange sager som denne, og at dansk politi har en meget høj integritet.

Se også: Krænket af brunstig betjent: Jeg rystede over det hele

Tungekys på politistationen
Den 24-årige kvinde, som havde mistet sit kørekort efter at have kørt spirituskørsel, deltog sidste år i et alkoholtrafikkursus, hvor den dømte underviste. Efter kursuset dukkede hun op på en politistation ved Karlslunde for at aflevere kursusbeviset. Her tog den dømte høfligt imod den unge kvinde og tilbød hende en kop kaffe.

Både kvinden og manden fortalte i dag, at de gik ind i et lokale på stationen, hvor de drak deres kaffe og efter et stykke tid begyndte at kysse. Dog er der uenighed om, hvorvidt kysset var gensidigt, eller om det var manden, som pressede sig til et kys.

Den 52-årige forklarede fra vidneskranken, at han i sin kontorstol rullede hen til kvinden, hvorefter at de begge bøjede sig forover for at kysse.

- Hun blev ved med at flirte. Så tænkte jeg: Hvad så? Hvis jeg kyssede hende, så ville det måske holde op.

Men kvindens udlægning af episoden var anderledes. Hun forklarede, at han mod hendes vilje tungekyssede hende, mens han greb om hendes nakke.

I retten var den rødhårede kvinde iført en hvid gennemsigtig top, mørkeblå jeans og hvide New Balance-sko. Under hele hendes vidneforklaring rystede hun voldsomt på hænderne og fødderne. Hun havde tårer i øjnene , da hun blev spurgt ind til episoden af anklageren Lasse Biehl. Den 24-årige kvinde havde sidste år i byretten fortalt, at hun efter kysset var chokeret og følte, at hun ikke kunne sige noget. Den forklaring bekræftede hun igen i dag.

Efter kysset rejste hun sig angiveligt op og gik mod døren. Her skulle politimanden, ifølge anklagemyndigheden, have holdt hendes hænder fast på ryggen og have presset sit underliv mod hendes bagdel.

'Hey frække'
Her sluttede historien imidlertid ikke. Politibetjenten skrev angiveligt til kvinden gentagne gange efter episoden. Sms'erne blev i dag læst op af anklager Lasse Biehl, hvor den 52-årige skulle have skrevet beskeder som 'Hey frække' og 'Godmorgen. Har du strakt din dejlige krop?'

I en anden sms skrev den 52-årige ifølge anklagemyndigheden: 'Fuck. Fuck. Fuck. Har lavet en brøler' og i andre sms'erne beklager han sin 'bøf'. Ifølge anklagemyndigheden drejer 'brøleren' og 'bøffen' sig om, at han kyssede kvinden mod hendes vilje og dermed krænke hendes bluefærdighed.

Det er en misforståelse, ifølge den dømte. Han forklarede, at det handlede om, at han havde vejledt kvinden forkert og var meget ked af det, da det gik udover hans stolthed. I en af de sidste sms'er lover politimanden også, at han vil sørge for, at hun fik 'Danmarks billigste kørekort'.

Den 52-årige politimand havde angiveligt også lovet kvinden, at han ville sørge for, at hun ville bestå køreprøven 'uanset hvad.' Anklageren valgte at afspille en 20 minutter lang telefonsamtale med de to, for at bevise, at han havde forsøgt at misbruge sin stilling som politimand. I telefonsamtalen forklarer kvinden, at hun er nervøs for at dumpe.

- Kørekortet er ikke noget problem. Den kan jeg styre, siger han.

- Hvad nu, hvis jeg køre overfor rødt? spørger kvinden.

- Der er 100 procent garanti for, at du består, svarer han.

- Det er gode odds, siger hun.

- Det fås ikke bedre, svarer han.

- Hvad nu hvis jeg overser højre vigepligt? Det er sket før, spørger kvinden.

- Hold nu op. Vi kan køre rundt om hjørnet, også kan jeg bare kigge på dig, svarer til sidst.

Kvinden nåede dog aldrig at komme op til en køreprøve, da hun anmeldte sagen til politiet.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen