Dømt: Truede med at stryge konen med glohedt strygejern

'Hun behøver ikke være bange', siger den irakiske mand efter dom

Kvinde blev tvangsgift med sin fætter, som efter kvindens udsagn i årevis har mishandlet hende. (Foto: Polfoto)
Kvinde blev tvangsgift med sin fætter, som efter kvindens udsagn i årevis har mishandlet hende. (Foto: Polfoto)

- Beskyldningerne mod mig er alle sammen falske. Derfor er dommen forkert. Så jeg anker den.

Selv om 38-årige K.A.R. i går i retten i Næstved slap med seks måneders ubetinget fængsel for at have mishandlet sin et år yngre kone gennem en årrække, var han langt fra tilfreds med dommen.

Han vil i Østre Landsret gøre alt for at blive frifundet for striben af anklager, som hans kone har fremsat mod ham, fortalte han til Ekstra Bladet efter domsafsigelsen.

Dømt for trusler med strygejern

Den irakiskfødte mand blev dømt for i perioden 2010-2013 jævnligt at have sparket konen - og slået hende med knytnæver og flad hånd, mens parret boede i Fensmark uden for Næstved sammen med deres tre små døtre.

Han blev også dømt for at have vanrøgtet kvinden, som ifølge domsmandsretten var i et afhængighedsforhold til ham. Endelig blev han dømt for at have truet kvinden - der også er hans kusine - med at stryge hende i ansigtet med et glohedt strygejern, så ingen anden mand ville have hende, hvis hun forlangte at blive skilt.

Se også: Muslimsk kvinde flygtede fra ægtemand: Han har banket mig i 10 år

Af anklageskriftet fremgik det, at den grove og systematiske vold mod konen havde stået på i samtlige ti år, de nåede at bo sammen i Danmark, inden hun sidste år i maj flygtede på krisecenter med børnene efter en ferie i sit oprindelig hjemland Irak.

Men domsmandsretten fandt det ikke bevist, at volden havde fundet sted i hele perioden.

Under jorden med pigerne

I dag er kvinden gået under jorden med pigerne, som hun har den fulde forældremyndighed over. Hun frygter, at manden vil tage hævn, fordi hun forlod ham. Derfor bor hun på en beskyttet adresse.

Ekstra Bladet spurgte efter domsafsigelsen K.A.R., om hans ekskone har grund til at frygte ham.

- Hun behøver ikke at være bange. Jeg vil aldrig gøre hende noget, hævdede manden, der vil gøre alt for at få lov til at se sine børn igen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere