Mordtiltalt kvinde: Måske dræber jeg ham - hvem ved?

Kvinde stak kniv i ekskæresten

Politi med hunde leder efter en kniv fra knivdrabet i Fensmark. (Foto: Per Rasmussen)
Politi med hunde leder efter en kniv fra knivdrabet i Fensmark. (Foto: Per Rasmussen)

'Måske dræber jeg ham - hvem ved?'

Sådan faldt ordene i en sms til en ven, kort før den nu 27-årige kvinde drog til sit sidste og skæbnesvangre møde med sin jævnaldrende ekskæreste, der havde meddelt hende, at forholdet måtte ophøre.

Alligevel nægter hun i dag i retten,  at hun havde til hensigt at dræbe ham. At dødsfaldet var et uheld

Hun og en veninde ventede ham, da han ved 22.30-tiden fik fra arbejde ved Holmegaard Glasværk i Fensmark ved Næstved. De to kvinder spottede hurtigt hans bil på personalets parkeringsplads og satte sig ind i den, da JS vidste, at der var problemer med den ene dør, som derfor var ulåst.

Se også: Anklage: Hun lå på lur og dræbte ekskæresten

Inde i bilen stak hun en lang kniv ned i førersædet. Tre dæk blev også punkteret, før ekskæresten dukkede op og tilsyneladende fastholdt, at han vægtede samværet med sine børn fra et tidligere forhold højere end sine blegnede følelser over for kvinden.

-Jeg sagde, at jeg havde savnet ham, og krammede ham. Han krammede ikke igen, forklarede hun i Retten i Næstved.

- I stedet skubbede han mig ind på førersædet, og jeg forsøgte at rejse mig med kniven i hånden, mens han var på vej ned over mig. Derfor gik det så galt. Vi stødte nærmest sammen. Jeg var på vej op. Han var på vej ned og blev altså ramt.

Jalousi er den største årsag til drab herhjemme. i 2011 var 27% af alle drab begået på grund af skænderier og jalousi. (Foto: ERIC AUDRAS) Vagthund Det er kun psykopater der slår ihjel

- Fuck, råbte han, da han mærkede et eller andet, og så løb han. Jeg så ham ikke igen.

- Men du har ikke tidligere nævnt noget om, at han skubbede dig hårdt. I afhøringen samme nat fortalte du, at han nærmest havde sat dig i sædet. Ikke noget med voldsomt skub, undrede anklageren sig i retten.

- Ja, men jeg var jo i chok. På det tidspunkt havde jeg netop fået at vide, at min ekskæreste var død. Det var frygteligt, så jeg havde meget svært ved at samle mig, forklarede hun.

Kvinden var i gang med sin uddannelse på det lokale handelsgymnasium, da tragedien skete. Kæresten ville gøre forholdet forbi og var flyttet fra den fælles bopæl, parterne havde delt i et lille års tid.

Kniven, der blev brugt ved forbrydelsen, er aldrig dukket op. Den mordtiltalte erklærer, at den lå i bilen op til drabet, og at hun altså ikke havde medbragt den for at slå ihjel.

Under alle omstændigheder er der tale om et drabeligt våben med en klinge på 14-16 centimeter. Så langt borede den sig faktisk ind i venstre lunge og venstre hjertehalvdel, og forårsagede de kvæstelser, der hurtigt førte til ekskærestens død.

JS forlod gerningsstedet i en taxi sammen med den veninde, der skulle være hendes opbakning under mødet. Hun meldte sig selv godt tre timer senere.

I eftermiddag afhøres ekskærestens far, der arbejder samme sted og dukkede op på parkeringspladsen kort efter det fatale knivstik.