Dansk seriemorder kunne være stoppet

Robert Hansen blev løsladt kort før, han begik flere af sine drab i Alaska

Robert Hansen blev afsløret, da flere dræbte kvinder blev fundet i Alaskas skove. Under den efterfølgende ransagning i
Robert Hansen blev afsløret, da flere dræbte kvinder blev fundet i Alaskas skove. Under den efterfølgende ransagning i

En af de værste seriemordere i USA's historie kunne måske være stoppet.

Men politi og retsvæsen i den amerikanske stat Alaska lod sig besnakke af den tilforladelige bager med de danske rødder og løslod ham tre gange i løbet af de år, han voldtog og dræbte 17 kvinder i 1970'erne og 80'erne.

Robert Hansen blev i 1984 idømt 461 års fængsel plus livstid uden mulighed for prøveløsladelse, efter han havde tilstået 17 drab og 30 voldtægter af kvinder i Alaska over en periode på 12 år. Han døde den 21. august i år i et svært sikret fængsel i byen Anchorage i Alaska, 75 år gammel.

Ved domsafsigelsen den 28. februar 1984 understregede dommer Ralph Moody, at flere af de dræbte kvinders liv formentlig kunne være reddet, hvis ikke myndighederne havde løsladt Robert Hansen ved tre lejligheder i løbet af de 12 år.

- Vi har kendt denne mand i flere år. Alligevel har vi løsladt ham flere gange, sagde dommeren.

Se også: Dansk seriemorder død: Dræbte 17 og voldtog 30

Robert Hansen blev bl.a. idømt fem års fængsel i 1977 for tyveri af en kædesav, men allerede efter et år blev han sat på fri fod.

- Tre af drabene blev begået i den periode, som han ville have siddet i fængsel, hvis han havde siddet i alle fem år, sagde anklageren Frank Rothschild dengang.

Robert Hansen blev også anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt af to prostituerede i den samme periode, men hver gang blev sigtelsen droppet.

Ifølge dommer Ralph Moody lykkedes det Robert Hansen at manipulere systemet ved at lyve overfor psykiatere og ansatte i kriminalforsorgen.

- Han undslap anklagerne fra prostituerede ved at spille på sit image som en respekteret forretningsmand, sagde dommeren.

Danske forældre
Robert Hansens danske forældre , Christian og Edna Hansen, udvandrede i 1928 til USA.

De drev en bagerforretning i den lille by Pocahontas i Iowa, hvor de i 1939 fik sønnen Robert.

Som ung blev Robert Hansen beskrevet som genert og ensom dreng, som tilbragte det meste af tiden i bageriet hos sin strenge far.

Under retssagen kom det frem, at han altid har haft et anstrengt forhold til piger, som han følte altid afviste ham.

Han var senere et år i den amerikanske hær, og i 1960 giftede han sig med en lokal pige, men hun forlangte skilsmisse, da han måtte afsone 20 måneders fængsel for en pyromanbrand mod et skolebus-garageanlæg i Pocahontas.

Robert Hansen giftede sig igen i 1963 med Gloria Deacon, som han fik to børn med. De blev efter afsløringen af de bestialske drab skilt, og ekskonen og børnene forlod efterfølgende Alaska.

Efter flere domme for småtyverier flyttede parret til North Dakota og senere i 1967 til Alaska for at starte på en frisk, og fordi han kunne dyrke hobbyen jagt.

Robert drev bagerforretningen Hansen Bakery i Anchorage og med forsikringspenge efter et påstået tyveri, købte han et lille privatfly, en Piper PA-18 Super Cub.

Ved siden af livet i bageriet sammen med Gloria og de to børn levede Robert Hansen et uhyggeligt dobbeltliv.

Robert Hansens bestialske uhyrligheder bestod blandt andet i at bortføre unge kvinder, som typisk var strippere og prostituerede. Kvinderne blev enten kørt, eller fløjet i det lille Piper til Alaskas øde vildmarker, hvor han slap dem ’fri.’ Efterfølgende jagtede, voldtog og torterede han dem, inden han dræbte dem typisk med sin riffel.

Tilhører du Robert Hansens danske familie? Tip os på mail 1224@eb.dk eller sms til 1224 (koster alm. takst)