Jagter knivstikker efter drabsforsøg på 'Suzuki' Torbens søn

To løsladt efter stort disko-slagsmål - politiet har identificeret knivstikker ved tumult forrige søndag

Tidligt søndag morgen i forrige uge var der voldsomt slagsmål på CPH Cocktakil - her blev en 28-årig mand livsfarligt kvæstet af knivstik.
(Foto: Kenneth Meyer)
Tidligt søndag morgen i forrige uge var der voldsomt slagsmål på CPH Cocktakil - her blev en 28-årig mand livsfarligt kvæstet af knivstik. (Foto: Kenneth Meyer)

Politiet mener nu at have identificeret knivstikkeren, der tidligt om morgenen forrige søndag stak eks-rockeren 'Suzuki' Torben Ohlsen Jensens' søn.

Knivstikkeriet var kulminationen på et større slagsmål, der fandt sted på stedet CPH Cocktail, der ligger ved Vesterport i københavn.

Se også: Suzuki-Torben om overfald: - De har lavet en forbandet fejltagelse

Her blev Ohlsen Jensens 28-årige søn livsfarligt kvæstet, da han blev stukket ti gange. Heraf fem gange i overkroppen og tre gange i maveregionen.

kort efter bataljen blev to brødre anholdt og sigtet i sagen. Ved et grundlovsforhør fik brødrene opretholdt anholdelsen i tre gange 24 timer.

- De to blev løsladt torsdag i sidste uge. Og vi mener ikke, de har noget med knivoverfaldet at gøre, siger Hans-Erik Raben, efterforskningsleder, afdelingen for personfarlig kriminalitet, Københavns Politi.

- Til gengæld mener vi nu at have identificeret gerningsmanden. Vi har både hans identitet og billeder af ham. Vi har været ude at lede efter ham, men vi har ikke fundet ham, siger efterforskningslederen.

Opfordrer knivstikker til at melde sig
Han opfordrer derfor den angivelige knivstikker til at melde sig selv.

- Han ved godt, vi leder efter ham, Siger Raben, der tilføjer:

- vi har overvågningsmateriale, der der viser det samlede hændelsesforløb.

Ud over, at der var tale om et større slagsmål, vil han ikke uddybe sagen.

Ifølge oplysninger til Ekstra Bladet var mindt 20 personer involveret i slagsmålet, hvor der både blev brugt flasker, barstole og andet inventar.

Se også: Suzuki-Torbens søn overfaldet med kniv

Både den 28-årige og hans far var tidligere del af rockerklubben Bandidos.

I 2012 blev 'suzuki'-Torben Ohlsen Jensen landskendt, da han  spillede en central rolle i affæren omkring socialdemokraterne Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen. Sidstnævnte er nu erhvervs- og vækstminister.

Sass Larsen forbigået
Ved skandalesagen fra Køge havde Sass Larsen og hans mangeårige ven og politiske mentor, Tommy Kamp, ædt og drukket gratis på beværtningen Cafe Vanilla, der ligger centralt på Køge Torv.

Særligt Tommy Kamp havde holdt hof med fadøl og plankebøf på stedets regning.

Angiveligt havde han stillet stedets ejer en lukraktiv ude-bevilling i udsigt. Den fik stedet aldrig. I stedet gik ejeren tværs hen over torvet og ind på redaktionen til lokalvisen Dagbladet Køge. Herfra rullede skandalen.

Under sagen kom det frem, at Kamp og Sass Larsen havde mødtes med Suzuki-Torben, fordi rockeren havde problemer med de sociale myndigheder i forbindelse med en forældremyndighed.

Til gengæld lovede Suzuki-Torben angiveligt socialdemokraterne rygdækning i den spegede Cafe Vanilla-affære.

PET's efterfølgende sikkerhedsvurdering var afgørende for, at Sass-Larsen dengang blev forbigået i forhold til en ministerpost.