Fire mænd sigtet for afpresning: Giv mig dine biler

En mand i Rønnede blev afpresset til at aflevere to biler. Fire mænd er sigtet i sagen

Fire mænd med relation til rockermiljøet er sigtet for afpresning og indbrud efter at være anhldt under en politiaktion i morges. FOTO: Per Rasmussen
Fire mænd med relation til rockermiljøet er sigtet for afpresning og indbrud efter at være anhldt under en politiaktion i morges. FOTO: Per Rasmussen

Efter en storstilet politiaktion på Sydsjælland i morges er fire mænd netop blevet fremstillet i grundlovsforhør i retten i Næstved. De fire mænd, der har relationer til rockergruppen Bandidos, er blevet sigtet for afpresning og indbrud, fortæller Ekstra Bladets mand i Næstved.

Afpresningen er foregået på en adresse i Rønnede mellem den 25. maj og den 23. juni i år. Den forurettede, en mand, er blevet afpresset til at afgive to brugte biler af mærket Mercedes til en værdi af 75.000 kr.

De fire sigtede mænd nægtede sig skyldige og ønskede ikke at afgive forklaring i retten.

Mændene blev anholdt, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i morges gennemførte en koordineret aktion rettet mod rockermiljøet på Sydsjælland.

Her blev syv adresser i Vordingborg og i området omkring Fakse og Haslev ransaget af politiet. Seks personer - en kvinde og fem mænd i alderen 22-32 år - blev anholdt - heraf blev de fire af sigtet.

Efter politiets ønske foregik grundlovsforhøret bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen. 8-9 personer mænd var dukket op ved retten for at støtte deres fire venner, men måtte pænt vente udenfor, da dørene blev lukket.

Politiet mener stadig, at en person er på fri fod, da den forurettede mand har fortalt, at fem personer har deltaget i afpresningen af ham, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet.

Møbler kørt væk af politiet

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi sikrede under aktionen i morges flere effekter, som de har hentet ind til undersøgelse, skriver de en pressemeddelelse.

Under ransagningen af en adresse i Vordingborg kørte politiets folk blandt andet en række designermøbler væk fra adressen, kunne Ekstra Bladets mand på stedet tidligere berette.

- Der er blevet båret hvide skindmøbler og store fjernsyn ud og kørt væk. Politiet fyldte også mindre ting i papkasser og sække, fortæller Ekstra Bladets mand på stedet, der også kan berette, at politiet har fundet en elefanthue og nogle handsker under en busk udenfor.

Der blev ikke fundet våben eller narkotika under ransagningerne, meddeler politiet.

 

 

1 af 3 Politiet i aktion på en adresse i Vordingborg i morges. FOTO: Per Rasmussen
2 af 3 Politiets folk kørte blandt møbler væk fra en adresse i Vordingborg. FOTO: Per Rasmussen
3 af 3 Fire mænd med relation til rockermiljøet er sigtet for afpresning og indbrud efter at være anhldt under en politiaktion i morges. FOTO: Per Rasmussen