CSC kræver millionerstatning i hackersag

To mænd er tiltalt for at hacke offentlige registre hos virksomheden CSC, som nu kræver kæmpeerstatning

Den svenske internetaktivist og hackerdømte Gottfrid Svartholm Warg er i sagen tiltalt for efter aftale med en 21-årig dansker at have tiltvunget sig adgang til blandt andet CPR-registret, kriminalregistret og et register over internationalt efterlyste. (Foto: AP)
Den svenske internetaktivist og hackerdømte Gottfrid Svartholm Warg er i sagen tiltalt for efter aftale med en 21-årig dansker at have tiltvunget sig adgang til blandt andet CPR-registret, kriminalregistret og et register over internationalt efterlyste. (Foto: AP)

It-virksomheden CSC kræver millioner af kroner i erstatning fra to mænd, som er tiltalt for at have tiltvunget sig adgang til en række offentlige registre i virksomhedens anlæg.

Det oplyser advokat Hans Jakob Folker fra advokatfirmaet Kromann og Reumert til Ritzau. Han repræsenterer CSC i sagen.

- Vi fremsætter et erstatningskrav på cirka fem millioner kroner, som skal dække de omkostninger, der er forbundet med den skade, der er blevet forvoldt ved hackerangrebene, siger han.

Se også: Kaos i hackersag: Politiet beskyldes for svinestreger

Den svenske internetaktivist og hackerdømte Gottfrid Svartholm Warg er i sagen tiltalt for efter aftale med en 21-årig dansker at have tiltvunget sig adgang til blandt andet CPR-registret, kriminalregistret og et register over internationalt efterlyste.

Registrene blev opbevaret på et computeranlæg hos CSC i Valby, hvor en eller flere hackere i løbet af 2012 adskillige gange trængte ind og kopierede oplysningerne.

- Erstatningen skal dække de udgifter, der har været til at genetablere systemerne, fortæller Hans Jakob Folker, som først senere på måneden vil møde op i Retten på Frederiksberg og fremsætte kravet.

Se også: Computergeni klapper i: Jeg er ikke stikker

Sagen begyndte ved retten tirsdag og er fortsat onsdag. Både Warg og den danske mand, som er tiltalt i sagen, nægter sig skyldige.

Sagens anklagere, vicestatsadvokat Anders Riisager og senioranklager Maria Cingari, har under sagen fortalt, at hackerne trængte ind i CSC's systemer via en sikkerhedsbrist.

Vel inde i den såkaldte mainframe, som det avancerede computeranlæg kaldes på it-sprog, installerede hackerne tre såkaldte bagdøre, som ville gøre det muligt at komme ind til mainframens oplysninger, selv hvis det oprindelige hul blev lukket.

Se også: Danmarks største hackersag: Nu taler 21-årig hovedmistænkt

CSC anede ingenting, og man har siden fundet ud af, at angrebene stoppede i august 2012, få dage inden Warg blev anholdt i en anden hackersag.

I februar 2013 blev dansk politi orienteret af svensk politi, om at der muligvis var sket et hackerangreb. Svensk politi efterforskede på det tidspunkt den anden sag mod CSC.

Se også: CSC kræver hemmeligt retsmøde i hackersag

Alligevel lykkedes det først for CSC at få lukket hullerne i sikkerhedsnettet i begyndelsen af marts 2013 - altså flere uger, efter at de danske myndigheder var blevet orienteret.

Der ventes at falde dom i sagen mod de to mænd den 31. oktober.

Se også: Dansk computergeni gemte kode i skakbrik