Politiet undersøger bunke af tomme flasker efter mulig gruppevoldtægt

To østeuropæiske mænd skal afhøres her til formiddag efter en mulig gruppevoldtægt mod en ung kvinde til semesterstartsfest

Politiets teknikere arbejder fredag morgen på højtryk ved Copenhagen Business School på Frederiksberg, hvor de forsøger at sikre spor til en mulig kommende retssag.

Deres interesse samler sig om en stor bunke efterladte flasker, som kan have tilhørt de to-tre mænd, der tidligere i morges kastede sig over en blot 20-årig kvinde under årets største fest på universitetet.

Overfaldet mundede formodentlig også ud i en voldtægt, lyder det fra politiet.

Efterforskningsleder Robert Jensen understreger, at man i øjeblikket ikke kan bekræfte, at mændene var flaskesamlere.

- De anholdte er blevet undersøgte af retsmedicinere, men er stadig ikke afhørt, påpeger han.

Politiet kan dog bekræfte, at de to anholdte mænd stammer fra Østeuropa.

Politiets teknikere var fredag morgen fortsat på stedet for at sikre tekniske spor. (Foto: Ekstra Bladet) 112 - 5. sep. 2014 - kl. 05:38 Ung kvinde voldtaget i København

- Det er to østeuropæiske mænd, som muligvis er hjemløse. Men hvor længe de har været her i landet, er uklart, siger han.

En medarbejder til festen - som politiet betegner som 'vaks' - afbrød mændenes grusomme forehavende og anholdt den ene af mændene civilt.

Den anden anholdte blev pågrebet af politiet i nærheden af gerningsstedet.

Området ved universitet er fredag morgen fuldstændig tildækket med skrald efter festen for de nye studerende.

- Vi havde semesterstartsfest i aftes, hvor tusindvis af mennesker deltager. I øjeblikket undersøger vi, om pigen er en af vores studerende, forklarer director of external affairs på CBS, Patrick S. Gram.

De forbipasserende, som fredag morgen gik forbi det store afspærrede område ved CBS, hyldede den mand, som greb ind og stoppede overfaldet.

- Det er jo crazy, at den slags kan ske. Men det er godt, at ham manden greb ind, siger Ida og Mark, som var med til festen i aften.

Helle lufter sin hund, da Ekstra Bladet møder hende. Hun kalder overfaldet 'skræmmende'.