TV: Fire personer i nedstyrtet helikopter - to fundet døde

Der var fire personer i den helikopter, der styrtede ned inden den skulle lande på Samsø fredag ved middagstid

Hjælp os. Ved du noget? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 alm. takst

To personer er fundet omkomne i vandet efter en civil helikopter styrtede ned i vandet mellem Samsø og Røsnæs ved Kalundborg fredag middag.

Samtidig bekræfter Naviar, der står for styring af trafiksikkerhed i luften, at der i alt var fire personer om bord i helikopteren.

Se mere video fra localeyes.dk.

- Vi har haft en helikopter på frekvensen på vej fra Sjælland mod Samsø. Copenhagen Information har talt med dem, og givet dem informationer helt efter almindelig standard.

- Og så er den på et tidspunkt på vej ind mod Samsø, og er forsvundet fra radaren. Det er helt almindeligt, når den er på vej nedad, siger Jan Eliassen, pressevagt i Naviair.

Han fortæller, at de havde sidste kontakt med personerne i helikopteren, cirka fem minutter før, at den regnede med at lande.

- Siden har vi ikke haft yderligere kontakt med dem, siger Jan Eliassen, der ikke ved, hvor på Sjælland den fløj fra.

Han kan heller ikke fortælle, om der var mænd eller kvinder om bord i helikopteren.

Se også: Helikopter forsvundet: To fundet døde

- Det næste vi hører via Forsvarets Redningstjeneste er, at de har fået en melding om, at en helikopter er faldet ned.

Naviar udøver primært flyveledelse til den almindelige luftfart. Copenhagen Information giver flyve-informationstjeneste typisk til mindre luftfartstøjer, om vejret osv.

Jan Eliassen oplyser, at der var tale om en helikopter af typen Robinson 44.

- Vi havde en helt almindelig korrespondence med luftfartøjet på vej til Samsø. Og hos os har der ikke været noget unormalt i flyvningen overhovedet, siger Jan Eliassen.

Eftersøgningen til søs fortsætter for eventuelt at finde yderligere personer ved nedstyrtningsstedet samt flere vragdele til identifikation af luftfartøjet.

Pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lene Madsen, kan ikke bekræfte, at der var fire personer om bord på ulykkeshelikopteren. Hun kender heller heller ikke identiteten på de to omkomne.

- Det er vi i gang med at undersøge lige nu, siger pressemedarbejder Lene Madsen til Ekstra Bladet klokken 17.

Midt- og Vestsjællands politi forestår efterforskningen af ulykken og får assistance fra bl.a. Havarikommissionen.

Politiet skal nu have identificeret de omkomne personer med henblik på underretning af de pårørende, og når vragdelene er bragt i land, vil politiet og Havarikommissionen foretage undersøgelse af vragdelene i et forsøg på at finde årsagen til ulykken.