Vraget er fundet – fjerde person savnes fortsat

Politiet arbejder på at identificere ofrene

Redningsmandskabet har fundet vraget af den helikopter, der fredag middag styrtede i havet mellem Røsnæs og Samsø.

Det oplyser pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lene Madsen, til Ekstra Bladet.

Se mere video på localeyes.dk.

Der var fire personer om bord i helikopteren, da den styrtede ned, og Søværnets Operative Kommando har fundet de tre døde.

- De har fundet vraget og undersøgt det, men den sidste person var ikke inde i vraget, så eftersøgningen fortsætter, siger Lene Madsen til til Ekstra Bladet.

Helikopteren var på vej fra Sjælland til Samsø, da den af ukendte årsager styrtede i Kattegat.

Der var fire personer om bord, og de tre er altså nu bjærget, men politiet har endnu ikke identificeret ofrene.

- Vi arbejder stadig på at få dem identificeret og underrettet de pårørende, siger Lene Madsen.

Det var en sejler, der klokken 11.59 slog alarm og fortalte, at en helikopter var styrtet ned.