Jack the Ripper blev for syg til at dræbe

Efter drabene i London blev Aaron Kosminski mere og mere sindssyg

Britiske Channel 5 fik i 2006 fabrikeret dette fantom-foto af Jack the Ripper. (Foto: AP)
Britiske Channel 5 fik i 2006 fabrikeret dette fantom-foto af Jack the Ripper. (Foto: AP)

Det var angiveligt Jack the Rippers tiltagende sindssyge, der satte en stopper for de brutale mord i London-kvarteret Whitechapel i slutningen af 1800-tallet.

Det skriver forfatteren Russell Edwards i bogen 'Naming Jack the Ripper', som afslører identiteten på en af verdens mest berømte og berygtede seriemordere. Bogen udkommer i morgen.

Krimi Her er The Rippers ofre

Se også: Jack the Ripper afsløret efter 126 år

Russell Edwards har i samarbejde med dna-eksperten Jari Louhelainen afsløret, at Jack the Ripper er identisk med den polsk-fødte frisør Aaron Kosminski.

Han var kort efter de fem kendte drab i 1888 en af politiets tre hovedmistænkte, men politiet kunne ikke bevise Kosminskis skyld, og han blev derfor løsladt.

I de efterfølgende år blev Aaron Kosminski mere og mere syg, og ifølge bogen er det formentlig en af årsagerne til, at drabene stoppede.

Seriemorderen kunne simpelthen ikke længere planlægge og udføre drabene, skriver den engelske avis Daily Mail, som citerer fra bogen.

To år efter drabene angreb Aaron Kosminski i et anfald af skizofreni sin egen søster med en kniv.

Familien besluttede derfor, at de ikke længere kunne tage sig af Aaron, og han blev derfor placeret i en arbejdslejr for fattige og personer, der ikke kunne fungere i dagligdagen.

Efter en afstikker til Brighton, hvor politiet havde holdt øje med Aaron Kosminski på afstand, blev han sendt tilbage til sin svoger og søster Betsy i London.

På dette tidspunkt var Aaron Kosminskis sindssygdom så fremskreden, at familien ikke længere kunne tage sig af ham.

Han hørte stemmer og påstod, at han kunne se hvad alle mennesker i verden foretog sig.

Ifølge Aaron Kosminski måtte han ikke modtage mad fra nogen, og han levede derfor kun af det brød, han kunne finde i rendestenen og vand fra udendørs vandhaner.

Han nægtede at vaske sig, og hans tøj stank. Og i lokalområdet blev han kendt for at blotte sig konstant.

Familien besluttede til sidst at sende ham på en af datidens galeanstalter, hvor han blev fikseret med hænderne på ryggen, så han ikke kunne gøre skade på sig selv eller andre.

I løbet af de næste tre år blev Aaron Kosminskis sindssyge kun værre og værre.

På dette tidspunkt var politiet overbeviste om, at Jack the Ripper var bag lås og slå, og efterforskningen blev langsomt indstillet.

Aaron Kosminski døde af koldbrand på Leavesden Asylum, 53 år gammel.