Vidne til anholdelse: Jeg var helt lammet – tænk hvis han skød

Trine observerede en anholdelse på nærmeste hold efter et skyderi i København tirsdag

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Ved du noget? Tip os på sms/mms 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

I de dramatiske sekunder, hvor en mand blev anholdt, efter to personer er blevet ramt af skud ved Københavns Byret, fulgte 32-årige Trine Vind med få meter fra anholdelsen.

- Allerførst troede jeg, at det hele var for sjov, fordi den anholdte var helt rolig, siger hun til Ekstra Bladet.

- Men så begyndte politimanden at hæve stemmen. Han råbte stop, og så tænkte jeg, at det var alvor.

Ved ti-tiden tirsdag formiddag hørte flere vidner noget, der mindede om skud. Københavns Politi har efterfølgende bekræftet, at en person er død efter at være blevet skudt i fogedretten i København.


Politiet undersøger en brun taske, der angiveligt indeholder det formodede gerningsvåben. (Foto: Søren Kjær)

Trine står og kigger med fra et kældervindue bag ved den anholdte, der i første omgang står helt roligt med en mindre taske i hånden, mens politimanden nærmer sig.

- Lige ude foran mit vindue står politimanden og sigter på den anholdte med en pistol, mens han råber 'læg dig ned, læg dig ned!' Der går noget tid, før det ligesom går op for den anholdte, at det er alvorligt. 'Læg dig ned, jeg advarer' råber politimanden så, og så sætter han sig ned på knæene, mens jeg står der ved mit vindue.


Efter en person blev skudt, fulgte en dramatisk anholdelse af den formodede gerningsmand. (Foto: Camilla Maria Johansen, Jakob Høngaard Jensen, Mikkel Cramon, Mogens Flindt og Søren Kjær / Redigering: Mikkel Cramon)

En klump i maven
- Jeg er helt chokeret. Politimanden står der med en pistol peget over mod os, men jeg er helt lammet. Jeg fik en klump i maven – tænk hvis han skød, siger Trine Vind.

Hun beskriver den anholdte som en ældre herre med krøllet blond hår. Han har en skjorte på, og hans bukser er trukket meget højt op. Hans taske ligner en designer-håndtaske og der stikker en blå termojakke ud af den, siger vidnet til Ekstra Bladet.

- Efter den anholdte slipper tasken, går politimanden hen til ham, og han rejser sig op igen. Herefter står de og taler længe, men helt stille og roligt. Det virker som om, at politimanden forklarer den anholdte, hvad der nu skal ske.

Alt imens ankommer politiets indsatsleder og indsatsstyrke iført masker og med maskinpistoler

- Jeg har godt nok aldrig set en anholdelse før, men jeg har heller aldrig set en person, der var så fattet som den anholdte. Han var helt rolig, og der var ingen dramatik, siger Trine Vind.

 

Efter politimanden og den anholdte har talt i noget tid, får den anholdte en hvid dragt på og blå gummisutter. Efterfølgende bliver han ført ind i en politibil og kørt væk.

- De har arbejdet længe med at sikre beviser på stedet, men alting er fjernet nu, siger vidnet.