Familietragedie: Far dræbte to-årige Valdemar og begik selvmord

En mand dræbte formodentlig sin to-årige søn, Valdemar, i formiddags, inden han tændte ild til huset og begik selvmord

En lille dreng og hans far er fundet døde nord for Randers (Foto: Claus Bonnerup)
En lille dreng og hans far er fundet døde nord for Randers (Foto: Claus Bonnerup)

En familietragedie ramte i eftermiddags Stangerum, nord for Randers. En toårig dreng, Valdemar, blev nemlig fundet dræbt i et brændende hus i den lille by.

Faderen Per Thorsen på 45 år var også omkommet i ejendommen.

- Vi modtager et opkald fra en nabo klokken 12.11. Herefter finder vi to omkomne i huset. En toårig dreng og hans far, siger Per Bennekov, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Ekstra Bladet.

Ifølge vagtchefen dræbte faderen formodentlig den toårige, inden han stak ild til huset og begik selvmord.

- Vi efterforsker derfor sagen som en familietragedie, siger Per Bennekov.

En elsket søn
Faderens åbne Facebook-profil afslører en mand, som tydeligt elskede sin lille Valdemar og forsøgte at se så lyst på livet som muligt.

Per Thorsen har delt flere livsbekræftende ordsprog og universelle kærlighedserklæringer på sin Facebook-profil, der dog også afslører, at alt ikke var fryd og gammen. Hans medlemskab af Foreningen Far og opslag om sager om samkvemsproblemer er også en del af hans profil på det sociale medie.

Men det, der umiddelbart fyldte mest i Per Thorsens liv, var tydeligvis hans tre børn. Der er især mange billeder af Valdemar og det er indiskutabelt, at den 45-årige mand nød at være sammen med sin lyshårede søn, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger flyttede til Sjælland sammen med sin mor i sommeren sidste år.

Siden da har faderen slået mange op billeder af den lille, skraldgrinende dreng, fra når han var på besøg i hjemmet i Stangerum med den velplejede have for at blive passet af sin far i de idylliske omgivelser på landet. Ved nogle af billederne forklarer Per Thorsen i kommentarerne om, hvordan han kæmper for at få sin søn hjem igen.

En stille mand
Ekstra Bladet talte i dag med flere tydeligt berørte naboer, som forklarede, hvordan faderen længe havde trukket sig ind i sig selv oven på bruddet med moderen til Valdemar.

I desperation over ikke at se sin søn særlig meget havde han også forsøgt at finde sympati hos naboerne, og ifølge politiet tyder alt desværre på, at det for alvor slog klik i går og det kostede Valdemar livet.

Sagen kommer i kølvandet på en anden tragisk episode fra tirsdag, hvor en morfar forsøgte at dræbe sit barnebarns far i fogedretten i København. Her endte faderen i koma, og advokaten Anders Lindholt blev dræbt ved skud med en oversavet jagtriffel.

Faderen i Stangerum efterlader sig to børn i teenage-alderen, som han havde fra et tidligere forhold.

Obduktion i morgen
Politiet vil lave de brandtekniske undersøgelser i morgen, mandag.

- Det bliver også i morgen, at vi laver det endelig ligsyn og obduktionen, siger Per Bennekov fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

1 af 2 Stangerum er en lille by nord for Randers (Foto: Google Maps)
2 af 2 En lille dreng og hans far er fundet døde nord for Randers (Foto: Claus Bonnerup)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen