Dømte sig selv til døden på Facebook

Valdemars far mente ikke, at fængsel var en hård nok straf for at dræbe sit barn

'Fængsel er for lille en straf', skrev Per Thorsen for få måneder siden på Facebook om dommen over kvinde, som slog sin søn ihjel.

Da han selv søndag på ukendt vis tog livet af sin kun to år gamle søn Valdemar, var det udelukket, at han selv skulle leve videre.

I august posterede den nu afdøde 45-årige mand til en artikel om dommen over den 36-årige mor, Lise Balling, som i december kvalte sin fireårige søn Rasmus.

Kvinden blev idømt 11 års fængsel for drabet, som hun selv i retten forklarede, bundede i en lang og opslidende konflikt med Rasmus' far Carsten Damgaard.

En af Per Thorsens venner skriver i kommentarfeltet under opdateringen, at hun håber, at drabskvinden 'får som fortjent'.

'Ja, men det får faren jo ikke sin lille søn tilbage af, før de mødes i himlen ved Guds side', svarer Per Thorsen, før han i næste kommentar skriver:

'Ved ikke, hvad straf hun skulle have, men fængsel er for lille en straf'.

I det hele taget er den nu afdøde mands Facebook-væg fyldt med posteringer, som viser et billede af en mand, som er stærkt optaget af problemfyldte skilsmissesager efter sit eget brud med Valdemars mor.

Han har blandt andet delt en programomtale fra DR2-programmet 'Har mor altid RET?', som debatterede, hvorvidt myndighederne i skilsmissesager favoriserer mødrene, selv når de lyver og kommer med falske anklager mod faren.

Han viser gentagne gange sin sympati overfor Carsten Damgaard, som - udover sorgen over, at hans eks havde taget livet af deres søn Rasmus - også måtte kæmpe mod myndighederne for at få lov til at vælge, hvor han skulle begraves.

Det fik han ikke lov til, og 26. december - 10 dage efter barnedrabet i Aalborg - deler Per Thorsen Carsten Damgaards åbne brev til justitsminister Karen Hækkerup, hvori han udtrykker sin frustration, på Facebook.

Få dage efter - 5. januar - lægger Per Thorsen et ildevarslende billede på sin Facebook.

'Dem vi elsker går aldrig bort - de går bare i forvejen', står der på opslaget, og den nu afdøde mand tilføjer: 'ja, det er så rigtigt, det som der står. Det er så bare, hvem der kommer først afsted. Dem, der elsker, eller dem, der bliver elsket?????????