Ung mand larmede: 'Han skulle bare pløkkes'

Eksperter har fastslået, at det 5,5 kaliber store projektil ramte den unge mand i hovedet med en hastighed af 80 meter i sekundet

Inninguaq Sigismund Brumme Nielsen. (Privatfoto).
Inninguaq Sigismund Brumme Nielsen. (Privatfoto).

- Jeg var lige gået i seng og kunne høre, at nu larmede knallerten igen. Jeg var meget træt. Jeg vågnede hele tiden. Til sidst fik jeg nok. Og så tog jeg mit luft-gevær og gik ud på altanen, selv om det var dumt gjort.

Se også: Morder i retten nu: Skød ung mand til invalid

Afhøringen af den 51-årige førtidspensionist Nicki Madsen fra Esbjerg er netop gået i gang i retten i Esbjerg.

Se også: Mor til skudt knallertkører: Han kan ikke snakke og bevæge benene

Her er Nicki Madsen tiltalt for forsøg på manddrab ved at have skudt den 17-årige Inninguaq Nielsen i hovedet i irritation over, at han larmede på sin knallert.

Den dengang 17-årige unge mand blev livsvarigt invalideret, fordi haglet trængte ind i hans hjerne.

Ville ramme knallerten
Episoden fandt sted den 3. november sidste år ved 22-tiden på Gammel Vardevej i Esbjerg.

- Jeg skød efter ham og gik hurtigt ind igen. Jeg så aldrig, at han væltede. Min mening var at ramme knallerten. Jeg så aldrig, hvad der skete. Jeg så slet ikke knallerten, men jeg kunne høre ham komme kørende, forklarer Nicki Madsen i retten.

Nicki Madsen mener, at Inninguaq Nielsen kom kørende med 15-20 kmt.

Se også: Dømt for mord: Nu også tiltalt for at skyde ung mand i hovedet

Dræbende skud
Eksperter har fastslået, at det 5,5 kaliber store projektil ramte den unge mand i hovedet med en hastighed af 80 meter i sekundet. Dermed er skuddet livsfarligt og dræbende.

- Der var ikke kikkertsigte på geværet og jeg ønskede ikke at ramme ham. Jeg sigtede efter cylinderen. Jeg troede ikke, at jeg havde ramt ham. Det var min mening at stoppe knallerten, forklarer Nicki Madsen.

Nicki Madsen afviser, at han tidligere overfor politiet har sagt 'at han ville pløkke ham.'

Spiller afhøring i retten
Tidligere afhøringer på gernings-aftenen afslører, at Nicki Madsen skulle have sagt: 'Jeg sigtede for at ramme ham på kroppen.'

Det afviser den tiltalte mand.

En båndoptagelse fra afhøringen bliver nu afspillet i retten.

- Jeg sigtede på det 'store objektet,' siger Nicki Madsen under afhøringen.

- Nu skal det kraftedme hører op. Jeg gider ikke høre på mere. Jeg lader geværet inde i stuen, inden jeg går ud på altanen. Jeg kunne se en hvid T-shirt og en sort knallert.

Jeg skød tre meter foran ham, så havde jeg ham. Jeg havde ham på kornet i to sekunder, forklarer Nicki Madsen under afhøringen.

Har set filmen 'Sniper'
Nicki Madsen forklarer, at han har set filmen 'Sniper', hvor skytten også skyder foran det objekt, han vil ramme.

- Jeg trykker af, da han er lige ud foran min altan. Jeg mener, at han dratter om. Der var temmelig mørkt. Jeg gik ind igen og ringede ikke efter hjælp.

For min skyld kunne han bare blive liggende. Men jeg kan godt se nu, at jeg skulle have haft ringet til politiet. Han skulle bare pløkkes.

'Omtåget af medicin'
Afspilningen af båndoptagelsen er nu afsluttet. På trods af de belastende optagelser afviser Nicki Madsen nu pure, at han havde til hensigt at ramme Inninguaq Nielsen.

- Jeg var omtåget af medicin, forklarer den 51-årige mand.

Forsvarer Peter Hjørne har overtaget afhøringen af sin klient. Nicki Madsen siger, at han var uegnet til at blive afhørt af politiet, fordi han var stærkt påvirket.

I grundlovsforhøret senere på dagen føler den tiltalte mand sig bedre tilpas. I grundlovsforhøret siger Nicki Madsen, at han sigtede på knallerten og ikke mod personen på den.

Afhøringen af Nicki Madsen nærmer sig sin afslutning. Den tiltalte afviser, at han er en god skytte.