Stang-stiv bilist slipper for tremmer - foreløbigt

24-årig kørte stangstiv med tre børn i bilen - men han får lov til at komme på fri fod ind til videre

Nordjyllands Politi stoppede tidligt fredag aften en bilist i Moseby ved Pandrup, fordi bilen ikke havde nummerplader på.

Men det viste sig at være det mindste af bilisten problemer, for en alkoholtest på stedet viste, at den 24-årige mand havde en promille på mere end 3,0, oplyser vagtchef Michael Hæstrup Jensen.

Foruden bilisten, der i forvejen er kendt af politiet for at have kørt alkoholpåvirket, var der to andre voksne og tre børn i bilen. Ingen af de seks personer havde sikkerhedssele på.

Nordjyllands Politi har anholdt manden, der er fra lokalområdet, og taget ham med til politigården. Derudover er den røde VW Polo blevet beslaglagt og skal muligvis konfiskeres.

Slipper for at møde dommeren

Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi har vurderet sagen med henblik på, om der er grundlag for at fremstille spritbilisten i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Det gør man normalt ikke, men den pågældende bilist er tidligere blevet standset med for meget alkohol i blodet.

Nordjyllands Politi oplyser dog lørdag til Ritzau, at anklagerens vurdering er mundet ud i, at spritbilisten i første omgang får lov til at være på fri fod, indtil sagen skal behandles ved Retten.

Straffen for spirituskørsel afhænger af promillens størrelse, og om man tidligere er dømt. Førstegangssyndere risikerer en betinget fængselsstraf, hvis promillen er over 2,0.

Andengangssyndere risikerer en ubetinget fængselsstraf, hvis promillen er over 2,0, og man tidligere er idømt en betinget fængselsstraf. Tredjegangssyndere skal i udgangspunktet have en ubetinget fængselsstraf.

Spritbilister får også frakendt kørekortet betinget eller ubetinget. For høje promiller giver det for førstegangssyndere en ubetinget frakendelse i tre år, anden gang i fem år og tredje gang i 10 år.

Derudover straffes spritbilister med en bøde, som er afhængig af promillens størrelse og spritbilistens årsindkomst.

Kender du bilisten eller nogen i bilen, så skriv til os på 1224? (alm smstakst) eller 1224@b.dk