26-årig kvinde hængt i Iran

Mor har fået besked om, at hendes datter er blevet henrettet i et fængsel i Teheran for drabet på en seksuel krænker

Reihaneh Jabbari blev hængt ved daggry i et fængsel i Teheran. (Foto: AP)
Reihaneh Jabbari blev hængt ved daggry i et fængsel i Teheran. (Foto: AP)

Reyhaneh Jabbari er på trods af længerevarende internationale protester blevet hængt i Iran.

Den henrettede kvindes mor fortæller til britiske BBC, at datteren er blevet hængt i et fængsel i Teheran. Henrettelsen er bekræftet af den offentlige anklagemyndighed i Iran.

Ifølge nyhedsbureauet Irna blev Jabbari hængt ved daggry. Hendes mor fik lov til at besøge sin datter en time fredag - dagen før henrettelsen.

Kvinden blev i 2007 anholdt for drab på en tidligere ansat i Irans efterretningsministerium. Morteza Abdolali Sarbandi havde forsøgt at voldtage kvinden, som ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International blev dømt for drabet på et uretfærdigt grundlag.

FN har tidligere understreget, at drabet på Sarbandi blev begået i selvforsvar, da han forsøgte at voldtage den unge kvinde.

Ifølge Amnesty International blev den drabsmistænkte efter drabet placeret i isolation i to måneder, hvor hun blev nægtet adgang til både advokat og sin familie.

I 2009 blev hun dømt til døden ved retten i Teheran.

Reihaneh Jabbari blev i 2009 dømt til døden for knivdrabet på en tidligere ansat i Irans efterretningsministerium, som forsøgte at voldtage hende. (Foto: AP)
Reihaneh Jabbari blev i 2009 dømt til døden for knivdrabet på en tidligere ansat i Irans efterretningsministerium, som forsøgte at voldtage hende. (Foto: AP)

Jabbari forklarede i retten i juli 2007, at to mænd havde bedt den dengang 19-årige pige og dekoratør om at sætte en lejlighed i stand i det nordlige Teheran. I lejligheden forsøgte den ene efter teenagepigens udsagn at voldtage hende.

Dræbt mands familie viste ingen nåde
Ifølge Amnesty International erkendte Reyhaneh Jabbari at have stukket en kniv i sin overfaldsmands ryg. Men hun har ifølge menneskerettighedsorganisationen også forklaret, at en anden mand, som også var tilstede, dræbte Morteza Abdolali Sarbandi.

Amnesty International har i flere år protesteret mod dødsdommen og raset over, at den nu henrettede kvindes forklaring aldrig blev efterforsket, ligesom det er blevet konstateret, at retssagen mod hende var meget mangelfuld.

Ifølge Morteza Abdolali Sarbandis ældste søn Jalal Sarbandi nægtede den drabstiltalte at identificere den mand, som hun anklagede for mordet.

- Først når hendes sande intentioner kommer for en dag, og hun fortæller sandheden om sin medskyldige, og hvad der virkelig skete, er vi klar til at vise barmhjertighed, sagde han i april til iranske medier.

Ifølge politiet viste efterforskningen ingen spor efter voldtægt. Derimod lød det fra anklagerne, at manden blev stukket ned bagfra af Jabbari midt i en bøn.

Udover menneskerettighedsorganisationen har en række iranske skuespillere og andre prominente samfundsborgere appelleret til at udsætte henrettelsen.

Ifølge FN er over 250 personer blevet henrettet i Iran siden starten af 2014.

1 af 2 Reihaneh Jabbari blev i 2009 dømt til døden for knivdrabet på en tidligere ansat i Irans efterretningsministerium, som forsøgte at voldtage hende. (Foto: AP)
2 af 2 Reihaneh Jabbari blev hængt ved daggry i et fængsel i Teheran. (Foto: AP)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere