Anholdte rockere nægter sig skyldige i Haverslev-drabet

35-årigt knivoffer forblødte af knivstik i mave og øvre brystkasse, oplyste anklageren under grundlovsforhøret

RETTEN I AALBORG (Ekstra Bladet): De to Satudarah-rockere, der tidligere på døgnet meldte sig til politiet som de eneste efterlyste i Haverslev-drabet tidligere på ugen, meddelte midt på eftermiddagen i et grundlovsforhør i Aalborg, at de ikke er skyldige.

Beslutningen om at overgive sig til politiet var de også enige om.

- Jeg kan oplyse, at de to sigtede har meldt sig efter indbyrdes aftale, sagde den enes forsvarer, Bettina Mortensen.

Men da hverken den 28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen eller hans 24-årige kammerat, Mohammed Omar Rayeq, efter råd fra deres forsvarere ønskede at udtale sig i retten, valgte dommeren at følge anklagerens begæring om lukkede døre.

Det skete på trods af protester fra forsvarerne og fra pressen.

Døde af blodtab
Forinden kom det frem, at den 35-årige Jesper Durhuus fra Hirtshals onsdag aften døde som følge af omfattende blodtab efter fatale knivstik i maven og øverst i brystkassen under et slagsmål ved Circle K-tanken på Haverslev-rastepladsen ved E45 syd for Aalborg.

Hårdt såret slæbte den muskuløse mand sig henover en vej og et grusareal. Efter knap 100 meter faldt han omkuld på en træterrasse på nabogrunden. Her forsøgte Falck-folk at redde hans liv blandt andet med en hjertestarter, men blot 20 minutter efter alarmopkaldet blev han erklæret død af akutlægen.

Hvad der forårsagede slagsmålet mellem den dræbte og de formodede gerningsmænd vides ikke.

I retten var en halv snes af de anholdtes venner mødt op. De fik et kort nik af Mohammed Omar Rayeq, mens Kion Hjaltalin Bertelsen nøjedes med at klappe sin kammerat på hovedet.

Her til aften besluttede dommeren at varetægtsfængsle begge sigtede i fire uger på begrundet mistanke om drab.

De to drabsmistænkte Satudarah-medlemmer, 24-årige Mohammed Omar Rayeq og 28-årige Kion Hjaltalin Rasmussen, mødte op hos politiet med ni timers mellemrum. (Foto: Politiet) New Articles - 16. sep. 2018 - kl. 10:18 De to efterlyste rockere i Haverslev-drabet har begge meldt sig

Nordjyllands Politi efterlyser fortsat den 28-årige Kion Hjaltalin Bertelsen og den 24-årige Mohammed Omar Royeq i forbindelse med et drab i Haverslev. (Foto:Politifoto) 112 - 14. sep. 2018 - kl. 15:39 Politiet: Drabsmistænkte har forbindelse til rockerklub