Kvinde død efter vold på hotelværelse

37-årig mand er sigtet og varetægtsfængslet for vold, efter hans 42-årige kæreste er omkommet

En 42-årig kvinde er lørdag omkommet, efter hun blev indlagt med svære kvæstelser fredag aften i Viborg.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Kvinden var med sin 37-årige kæreste taget på hotel i Viborg, men klokken 18.56 fik politiet en anmeldelse fra kæresten om, at kvinden havde brug for en ambulance.

Da politi og redning ankom, havde kvinden svært ved at trække vejret, og hun var bevidstløs. Ifølge politiet kunne man se, at hun var blevet udsat for vold.

Derfor blev den 37-årige mand anholdt på stedet, mens kvinden blev kørt på Viborg Sygehus.

Sigtet og varetægtsfængslet
Både kvinden og manden kommer fra Viborg-området, og lørdag blev manden således fremstillet i grundlovsforhør sigtet for grov vold. Han nægtede sig skyldig, men blev varetægtsfængslet i fire uger.

Senere på lørdagen omkom kvinden af sine kvæstelser, og hun skal nu obduceres, så politiet kan fastlægge dødsårsagen.

Politiet afventer resultaterne af obduktionen.