Bankrøver overmandet af tre mænd

En yngre mand blev mandag eftermiddag anholdt efter at have truet sig til 50.000 kroner i Danske Bank

En mand i begyndelsen af 20'erne er mandag eftermiddag blevet anholdt, efter at han ifølge politiet havde begået bankrøveri mod Danske Banks filial på Hvidovrevej i Hvidovre.

Det fortæller vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi, Brian Holm, til Ekstra Bladet.

Manden kom ind i banken klokken 13.10. Her truede han personalet med en pistollignende genstand.

- Manden fik udleveret 50.000 kroner i kontanter. Så løber han fra stedet, siger Brian Holm til Ekstra Bladet.

Tre mænd, som stod uden for banken, gav sig siden til at løbe efter bankrøveren. Det lykkedes dem også at få ham løbet op.

- Tre civile borgere anholder ham. Det gjorde det noget lettere for politiet, da vi nåede frem, siger Brian Holm.

Borgerne indhentede den unge mand ved Baunebakken. Inden da havde han tabt en legetøjspistol, som han havde brugt til at true med.

Politiet har sikret sig alle pengene, som senere mandag vil blive tilbageleveret til banken.

De tre mænd, som foretog anholdelsen, vil alle blive indstillet til at modtage en dusør, oplyser Brian Holm.

Den anholdte mand vil blive fremstillet i dommervagten tirsdag med henblik på at få ham varetægtsfængslet.