Muligt knivstikkeri i lejlighed: To personer er kommet til skade

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er til stede ved et lejlighedskompleks på Frederiksbergvej i Sorø

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

To personer er mandag eftermiddag kommet til skade efter tumult i en lejlighed i Sorø.

Det oplyser vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

De to er efterfølgende blevet kørt til behandling på Slagelse Sygehus. Ifølge vagtchef Stefan Jensen med skader, som kan stamme fra knivstik.

- Der er foregået noget tumult i en lejlighed. Hvad der mere præcist er sket, ved vi endnu ikke. Men to er blevet fragtet til sygehuset, siger Stefan Jensen til Ekstra Bladet.

Politiet fik anmeldelsen klokken 15.12.

Siden har politiet været massivt til stede omkring lejlighedskomplekset. Også hundeførere har afsøgt et område på stedet.

Ifølge anmeldelsen skulle de to være blevet stukket med kniv. De er ikke i livsfare, fortæller Stefan Jensen.

- Skaderne kan være blevet påført med kniv. Men hvor meget der er i det, ved vi endnu ikke, forklarer vagtchefen.

Politiet er klokken 17.30 stadig til stede ved lejligheden i Sorø. Der er endnu ingen anholdte.

- Vi taler med nogle personer på stedet, som har været til stede i lejligheden. Hvad deres rolle er, ved vi endnu ikke, siger Stefan Jensen.