Anklager om selvmordslæger: - De skal i fængsel

- Ubetinget fængsel til dem begge, siger anklager i straffesag mod to ældre læger

Tidligere læge Svend Lings er tiltalt for flere tilfælde af aktiv dødshjælp. Han fik frataget sin autorisation under efterforskningen. (Foto: Tim Kildeborg Jensen)
Tidligere læge Svend Lings er tiltalt for flere tilfælde af aktiv dødshjælp. Han fik frataget sin autorisation under efterforskningen. (Foto: Tim Kildeborg Jensen)

Anklager Kirsten Flummer vil sende de to pensionerede læger, 76-årige Svend Lings og 83-årige Frits Schjøtt, i fængsel i op mod et år, fordi de aktivt har hjulpet mindst tre personer med at dø.

Det fremgik af anklagerens procedure i formiddag ved retten i Svendborg, hvor de to læger som de første læger nogensinde er tiltalt for aktiv dødshjælp.

Begge læger nægter sig skyldige. Anklagerens opfattelse er den stik modsatte.

- Jeg mener, at der skal falde fire måneders fængsel for hver af de tre personer, den aktive dødshjælp er gået ud over, sagde hun.

Dermed lyder anklagerens krav på et års fængsel.

Især tiltalen mod Svend Lings for en meget aktiv indsats og rådgivning ved selvmord fik anklageren til at hvæsse strafkravet.

- Loven er helt klar
- Loven er helt klar. Det er strafbart at hjælpe nogen til at berøve sig livet. Der kan ikke herske tvivl om, at Svend Lings systematisk har medvirket til at fremkalde døden, sagde Kirsten Flummer om den 76-årige tidligere overlæge.

Svend Lings står bag netværket Læger For Aktiv Dødshjælp, og han har skrevet en bog om emnet med detaljeret vejledning i at forlade denne verden.

- De to tiltalte er begge uddannede læger, og de har aflagt lægeløftet. De har udnyttet deres lægelige viden til at bistå ved selvmord. Der kan ikke være tvivl om deres skyld, sagde anklageren.

- Der er mange følelsesmæssige ting i spil i denne sag, men ingen formildende omstændigheder. Vi er nødt til at holde os helt tæt til loven, sagde anklageren.

Se også: - Dødshjælp er en menneskeret  

Ekstra Bladet følger sagen