ASAP Rocky løsladt - men ikke frikendt

Dommen i sagen falder først 14. august. Rapperen er løsladt indtil da

Hør rapperens eget vidneudsagn i retten her. Video: Aftonbladet

Rapperen ASAP Rocky er fredag aften blevet løsladt, indtil der 14. august falder dom i sagen mod ham.

Det skriver Aftonbladet.

Da beskeden om løsladelsen lød, udbrød der jubel i retten.

- Jeg er meget glad, lød det fra rapperens mor, Renee Black, der var tilstede i retten, og brød ud i tårer, da hun fik besked om, at hendes søn var løsladt.

Fra hans advokat Slobodan Jovicic lyder det, at ASAP Rocky kan rejse hjem, hvis han har lyst.

- Han er en fri person og kan bevæge sig frit præcis som alle andre, siger han til Aftonbladet.

'Svært og ydmygende'
Fredag aften er rapperen selv gået til tasterne og har på Instagram delt sine første ord efter at have siddet fængslet i en måned.

'Fra bunden af mit hjerte tak til alle mine fans, venner og folk fra hele verden, der har støttet mig de sidste uger. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for jer alle sammen. Det har været en meget svær og ydmygende oplevelse,' skriver han.

'Jeg vil gerne sige tak til retten for at give mig, Bladi og Thoto (de to andre tiltalte, red.) lov til at vende tilbage til vores familier og venner. Og igen tak for al kærligheden og støtten.'

(Artiklen fortsætter efter Instagram-opslaget)

Trump: Han er på vej hjem
Sagen har været for retten i Stockholm, efter ASAP Rocky med det borgerlige navn Rakim Meyers blev sigtet og efterfølgende tiltalt for vold.

Siden da har Donald Trump og en række verdensstjerner forsøgt at få rapperen løsladt - men uden held.

Fredag aften skriver Donald Trump på Twitter, at rapperen er på vej tilbage til USA.

ASAP Rocky: Det var selvforsvar
Rapperen har nægtet at have begået det overfald, som han er tiltalt for sammen med to af sine livvagter. Tværtimod hævder han, at det var selvforsvar.

Under retssagen lød det fra anklager Daniel Suneson, at de tre tiltalte handlede i enighed, og at det er umuligt at sige nøjagtigt, hvem der gjorde hvad.

- Men alle tre har været der og har udøvet vold mod sagsøgeren i forskellige grader.

- Jeg synes, de skal være ansvarlige for al den vold, der sker, når den forurettede ligger ned.

Der lægges i anklagerens afsluttende bemærkning særligt vægt på den måde, hvorpå ASAP Rocky kastede den forurettede.

- Derudover er Rakim Mayers (ASAP Rocky, red.) ansvarlig for sit kast, og han gør det alene.

- Det ses tydeligt på filmen, med hvilken kraft han (ASAP Rocky, red.) kastede den forurettede. Det er fuldstændigt ude af kontrol, han har ingen kontrol over, hvor forurettede skal lande, og hvilken skade han kan få. Du kan se, at en kantsten er tæt på, hvor forurettede lander. Jeg vil understrege, hvor farlig volden er, siger han.

Anklageren påpeger ligeledes, at der er et forholdsvist stort tidsrum mellem situationen ud for restauranten, og den efterfølgende tumult.

- Kort sagt, der er ingen nødforsvarssituation, siger han.

Den forurettedes advokat fremstiller et krav om erstatning. Her anmoder han om 40.000 svenske kroner for krænkelserne, mens der ligeledes anmodes om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og skader efter volden. Det samlede beløb løber op i 140.000 svenske kroner.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere