'Asylbørn' var meget ældre: Fængslet for dansetyverier

Nordafrikanske tricktyve på spil i København. 'Danser' om deres ofre, der bliver plyndret for ure, smykker og penge. Anholdte siger, de er børn, men de er meget ældre

Tricktyvene er blandt andet slået til omkring Nørreport Station. Foto: Linda Johansen
Tricktyvene er blandt andet slået til omkring Nørreport Station. Foto: Linda Johansen

En gruppe på otte tilrejsende nordafrikanere mistænkes af politiet for at stå bag en serie af tricktyverier og et røveri i Københavns indre by i aften- og nattetimerne.

De optræder som dansetyve, der danser rundt om ofrene for at aflede deres opmærksomhed og stjæler ure, mobiler, smykker og kontanter.

På en uge har politiet fået anholdt og varetægtsfængslet fire fra gruppen, mens resten er på fri fod. Flere af dem er asylsøgere og hævder, de er mindreårige. 

Men aldersundersøgelser på Retsmedicinsk Institut har foreløbig afsløret, at to af de sigtede ’asylbørn’ ikke er under 15 år, men en del ældre.

Dommervagten fængslede i torsdags to algierere, der ifølge aldersundersøgelsen er mellem 17 og 21 år. De hævder selv, at de er børn.

Den enes identitet menes klarlagt til en 17-årig, den anden en 18-årig. Begge er asylsøgere. 

Røveri med kniv
De sigtes for et tricktyveri 4. juli kl. 3.30 ved 7-Eleven og Hovedbanegården, hvor de ’optrådte’ med seks andre og stjal en iPhone til 9000 kr.

7. juli begik de, ifølge sigtelsen, et røveri mod en mand ved firetiden i Mikkel Bryggers Gade, hvor de sammen med to ukendte truede en mand med kniv, angreb ham bagfra med gentagne slag og tog et Tufina Skeleton-ur til 10.000 kr. fra hans håndled.

Algiererne, der nægter sig skyldige, blev fængslet i 27 dage.

Forrige fredag blev en 19-årig marokkaner og en 16-årig algerier fængslet for fire tricktyverier som ’dansetyverier’ i Istedgade og ved Nørreport Station. Udbyttet blev ure og guldhalskæder. De to blev anholdt på fersk gerning på Frederikssundsvej og fængslet i fire uger.

De blev anholdt sammen med to medgerningsmænd, der angiveligt var under 15 år, så dem måtte politiet lade gå.