Atomdrevet krigsskib kommer til Danmark

Det bliver formentlig et tilløbsstykke, når det fransk hangarskib Charles de Gaulle kommer til Aarhus i marts

Her søsættes det enorme franske hangarskib efter renovering i 2018. I slutningen af marts kommer det forbi Aarhus. Video: Marine Nationale

Et af verdens største hangarskibe, det franske Charles de Gaulle, kommer til Aarhus 29. marts.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) efter møde i Udenrigspolitisk Nævn torsdag.

I samme anledning skal en dansk fregat bidrage til samsejlads med den franske hangarskibsgruppe i Nordatlanten.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det franske skib er blevet brugt i kampen mod IS i Syrien. Foto: Mario Goldman/Ritzau Scanpix
Det franske skib er blevet brugt i kampen mod IS i Syrien. Foto: Mario Goldman/Ritzau Scanpix
 

Udenrigsminister Jeppe Kofod fastslår, at besøget fra det franske hangarskib er tegn på det gode forhold, som Danmark og Frankrig har bygget op på det militære område.

- Bidraget er endnu et led i styrkelsen af vores tætte samarbejde med Frankrig. Vi arbejder tæt sammen for stabilisering i Sahel-regionen, for retten til fri sejlads i Hormuzstrædet og nu samsejlads i det nordlige Atlanterhav, siger Jeppe Kofod.

Sidste år sejlede fregatten Niels Juel med det 261 meter lange franske hangarskib, der kan fragte 22 kampfly.

Den danske fregats opgave er at passe på det franske hangarskib, der er opkaldt efter en af landets mest betydningsfulde præsidenter.