Atter hærværk imod islamkritikers kontor

For tiende gang er ruderne blevet smadret i Rasmus Paludans kontor i Københavns Sydhavn

Natten til fredag blev der atter begået hærværk imod advokat Rasmus Paludans kontor på Enghavevej i Københavns Sydhavn.

Det er ikke første gang, det sker, og ligesom ved de øvrige episoder er det sket ved, at ruder er blevet knust.

- Jeg formoder, det er de autonome, der står bag. Der er også skrevet 'fascist' malet et anarkist-tegn på facaden, fortæller Rasmus Paludan.

- I alt er er vi nok oppe på, at det sket ti gange nu, tilføjer han.

I visse kredse går advokaten for at være kontroversiel. Andre beskylder ham for at være racist.

Han er formand for partiet Stram Kurs, og igennem de sidste mange måneder har han rejst land og rige rundt, hvor han har besøgt forskellige boligområder.

Her har han hånet Islam og profeten Mohammed, og gentagne gange er han blevet mødt af vrede mennesker, der højlydt har diskuteret advokatens holdninger.

Se også: Demonstranter kastede med æg: Kontroversiel politiker eskorteret væk af politiet

Direkte tilsvining og trusler hører til dagens orden ved disse optrin, og politiet er stort set altid tilstede.

- Men retfærdigvis vil jeg påpege, at flere demonstrationer dog har været fredelige og medført fredelig dialog. Jeg tager afstand fra at opdele folk i racer, siger Paludan.

- Min formodning om, at det er autonome, der står bag hærværket, begrunder jeg i, at man samme fredag havde indkaldt til demonstration imod min person. Dels ved kontoret, dels ved min bopæl et andet sted i København, siger advokaten.

- Det er åbenbart deres doktrin at der skal begås hærværk mod kontoret natten inden demonstration og lignende, tilføjer han.

- I forhold til kontoret, så er der tale om et erhvervslejemål hos en boligforening, og det er da trist, at boligforeningen konstant skal betale for det hærværk.

- I forhold til demonstrationen ved min bopæl, så havde politiet flyttet dem 40-50 meter væk. De var i øvrigt maskerede, og brød dermed maskeringsloven i stor stil.

- Hærværks-sagerne er under efterforskning, og der er ingen anholdte. Vi hører gerne fra vidner, der har set noget, eller andre, der måtte kende til sagerne, siger Tasja Parize, kommunikationschef, Københavns Politi.

I forhold til påstanden om overtrædelse af maskeringsforbuddet svarer Parize på vegne af Københavns Politi:

- Maskering og tildækning er ikke nødvendigvis forbudt i forbindelse med demonstrationer – det afhænger af den konkrete situation, herunder formålet med tildækning og maskering, fortæller hun.

- Da demonstrationen blev anmeldt til politiet, var det vores vurdering, at maskering kunne være anerkendelsesværdigt. Men afhængig af hvordan en konkret situation udvikler sig, så kan vores vurdering godt ændre sig undervejs.

- Vi er nu i gang med at se nærmere på hændelsesforløbet i forbindelse med demonstrationen ved Paludans kontor, og derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke sige om maskeringsforbuddet eller tildækningsforbuddet konkret blev overtrådt, det fra kommunikationschefen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere