Australien: Udskyd henrettelsen af narkodømte

Eksekveringen af dødsdommen over to australske narkodømte bør udsættes til anklager om korruption er belyst

Australien opfordrede mandag Indonesien til at udsætte henrettelsen af to narkodømte, indtil en korruptionsanklage mod dommerne er fuldt belyst. Samtidig er de pårørende ved at forberede et sidste farvel til de dødsdømte.

"Bali Nine"-narkosmuglerne Myuran Sukumaran og Andrew Chan kan forvente at skulle stå over for en henrettelsespeloton i løbet af få dage sammen med andre fra Brasilien, Nigeria, Filippinerne samt en indonesisk fange.

Australske medier har vist billeder af kors, der er forberedt af en bedemand til at mærke deres kister med inskriptionen 29.04.2015.

Australiens udenrigsminister, Julie Bishop, talte søndag aften med sin indonesiske kollega, Retno Marsudi, mens premierminister Tony Abbott har skrevet til præsident Joko Widodo for endnu en gang at opfordre til, at henrettelsen bliver udsat.

Bishop siger, at mændene ikke bør skydes, så længe der udestår juridiske spørgsmål.

- Jeg vil understrege, at hr. Chan og hr. Sukumarans forsvarere søger sagen indbragt for den indonesiske forfatningsdomstol, siger Bishop til ABC-radio.

- Og der er også en separat undersøgelse på vej fra den indonesiske juridiske kommission om beskyldninger for korruption i den oprindelige retssag, og begge disse retssager rejser spørgsmål om dommens integritet og benådningsprocessen.

- Jeg har anmodet udenrigsminister Marsudi om, at der ikke vil blive foretaget noget i forhold til de foreslåede henrettelser, indtil disse sager er afsluttet, siger hun.

Fairfax Media offentliggjorde mandag beskyldninger om korruption blandt de dommere, der dømte parret i 2006, og mediet hævder, at de bad om mere end en milliard rupier (713 millioner kroner) på daværende tidspunkt for at idømme dem mindre end 20 års fængsel.

Udenrigsminister Bishop advarer Indonesien om, at landets internationale position er i fare, hvis de to australske statsborgere bliver henrettet ved skydning.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere