Autonome i voldsorgie: Vi var for få betjente til Jagtvej-demonstration

Betjente kritiserer indsatsen under sidste uges demonstration ved 10 årsdagen for rydningen af Ungdomshuset

Om aftenen på 10-årsdagen holdt politiet pressemødet omkring de uroligheder, der fandt sted på Nørrebro. Se nogle af de stærkeste optagelser fra aftenen i bunden af artiklen (Video: Jakob Jørgensen)

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller send os en sms til 1224 (alm. sms-takst)

Både Københavns Politi og PET undervurderede tilsyneladende situationen under forberedelserne til politiindsatsen ved sidste uges demonstration, som markerede 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Sådan lyder kritikken fra flere anonyme kilder i politiet, som Ekstra Bladet har talt med.

- Vi var alt for få betjente den aften. Derfor kunne vi ikke gøre meget, da demonstranterne begyndte at smadre butikker langs ruten på Nørrebro, siger en kilde til Ekstra Bladet om demonstrationen, der blandt andet andet resulterede i anholdelser af ni personer og hærværk for flere titusinde kroner på Nørrebrogade, da vrede unge tørnede sammen med politiet.

(Foto: Ekstra Bladet) 112 - 1. mar. 2017 - kl. 23:58 Farlig fødselsdag: Autonome amok i voldsorgie

Københavns Politi besluttede sent onsdag aften at opløse demonstrationen ad to omgange, efter at demonstranterne blev mere voldsomme.

- Men i stedet for at gå hjem valgte en god del af demonstranterne at blive tilbage og tage kampen. Først da begyndte der at komme forstærkninger til os fra andre politikredse, lyder kritikken fra betjentene, som mener, at politiindatsen skulle været håndteret bedre, og at man fra ledelsen kunne have forudset, at demonstrationen ville udvikle sig.

Det er blandt andet det faktum, at man fra politiledelsens side valgte kun at indsætte i omegnen af 120-140 betjente under demonstrationen for 10-årsjubilæet.

(Foto: Ekstra Bladet) 112 - 1. mar. 2017 - kl. 18:27 LIGE NU: Kamp i gaderne: Jagter politi og smadrer vinduer

Til sammenligning indsættes det dobbelte antal betjente en gang om måneden, når medlemmer af den anti-islamiske organisation For Frihed (Pegida) går march gennem København og moddemonstranter fra venstrefløjen følger dem.

Derudover havde man ifølge kilder i første omgang kun indsat en transportvogn med plads til seks anholdte.

Det kom bag på os
Politiinspektør ved Københavns Politi, Peter Dahl, bekræfter, at demonstrationen på Jagtvej gik vildere for sig, end politiets ledelse havde regnet med.

- Jeg forstår til fulde, at der er nogle kolleger, som har følt sig for få. Står man ude i den yderste række og får brosten og møtrikker i hovedet, så kan jeg godt forstå, at man får en fornemmelse af, at ledelsen kunne have planlagt det bedre, siger Peter Dahl til Ekstra Bladet.

- Når det så er sagt, så er indsatsen omkring 10-årsdagen håndteret som en hver anden stor begivenhed af den slags.

- Havde I undervurderet, hvor mange I skulle have været?

- I bagklogskabens klare lys kan man altid sige sådan. Men ved demonstrationer som den her, arbejder vi ud fra konkrete efterretninger, og der var ikke noget i dem, som antydede, at det ville gå så galt, som det gjorde, siger politiinspektøren, som omvendt mener, at man hurtigt fik tilkaldt forstærkninger, da situationen eskalerede og demonstranter begyndte at udøve hærværk mod forretningerne i Nørrebrogade.

- Men vi var ikke for få. Det er rigtigt, at vi ikke var i stand til at forhindre, at man begyndte at smadre ruder, men der kan man vende det om og sige, ville vi være i stand til at stoppe nogen fra at smadre en rude en tilfældig lørdag nat, siger Peter Dahl.

- Hvorfor var der sat færre betjente ind, end når politiet dækker en Pegida-demo?

- Jeg har meget svært ved at se den sammenligning. I Pegida-demonstrationer ved vi, at der er moddemonstranter, og det kræver derfor altid flere politifolk. Ved de demonstrationer bliver der helt åbenlyst lagt op til konfrontationer på Facebook f.eks. 

- Men moddemonstranterne og onsdagens demonstranter kommer jo fra samme fløj. Kunne man så ikke forvente den samme adfærd?

- Jo, og derfor havde vi sat ekstra mandskab af til Jagtvej-demonstrationen. Vi var godt klar over, at det kunne eskalere, men at det var i det omfang, det kom bag på os.

 

 

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller send os en sms til 1224 (alm. sms-takst)

Se nogle af de stærkeste optagelser fra aftenen her (Foto: Jakob Jørgensen, Anthon Unger, Mikkel Cramon. Redigering: Kristian Hansen)

Se hele politiets pressemøde fra aftenen her (Video: Jakob Jørgensen)

1 af 2 (Foto: Ekstra Bladet)
2 af 2 Forstærkninger blev tilkaldt for sent og ledelsen havde undervurderet trusselsbilledet, lyder kritikken fra betjente, Ekstra Bladet har talt med. (Foto: Ekstra Bladet)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere